Normalt tænker man ikke badeværelsesskufferne som farlige steder.

Men faktisk har langt de fleste toiletsager, som kan være potentielt farlige.

Deodoranter. Hårlak. Tørshampoo.

Flaskerne risikerer nemlig at eksplodere, hvis ikke de håndteres korrekt.

»Når man skal af med de her flasker under tryk – det kan være hårlakken eller en sprayflaske – så skal de sorteres som farligt affald,« siger Jens Boye, renovationschef i Aalborg.

»Vi har eksempler på, at flaskerne har skabt farlige situationer, når de bliver smidt sammen med metal. Både for vores folk og på modtageanlægget.«

Han forklarer, at flaskerne blandt andet risikerer at springe i luften, hvis de presses sammen i lastbilerne. Der er desuden en risiko for brand.

»Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste simpelthen bare ikke er klar over, at hårlakken og deodoranten skal håndteres som farligt affald. De smider dem ikke forkert af ond mening,« siger Jens Boye.

I dag kan man aflevere farligt affald som batterier, elektronik, sprayflasker og udvalgte rengøringsmidler på genbrugspladserne. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
I dag kan man aflevere farligt affald som batterier, elektronik, sprayflasker og udvalgte rengøringsmidler på genbrugspladserne. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Derfor er han også glad for, at der nu bliver sat fokus på det farlige affald i Aalborg Kommune.

En rød boks er nemlig på vej ud til alle kommunens sommerhuse. Derefter lander boksen foran hoveddøren til enfamiliehuse, og i løbet af efteråret er de røde bokse også landet i boligforeninger og etageejendomme.

»Det er en del af den nationale klimaaftale, hvor affald skal sorteres i ti forskellige fraktioner. Her er farligt affald en af dem, og det er så det, vi tager fat i nu,« siger Jens Boye.

Det står kommunerne frit for, hvordan de vil udrulle den nye sorteringsplan.

I Aalborg bliver sidste etape madaffald, som bliver implementeret 1. januar 2024.

De røde bokse kommer med en vejledning til, hvad der skal sorteres som farligt. Og er man stadig i tvivl, kan man tjekke sit affald på en app.

»På affaldsportalen kan man se præcis, hvordan det affald, man har i hånden, skal sorteres. Så den vil jeg gerne slå et slag for,« siger Jens Boye.

Grundlæggende er den røde kasse til alt det, som man ellers har kørt på genbrugspladsen med som farligt affald – og alt det, man måske ikke vidste, udgjorde en risiko. Som deodoranten og skoimprægnering på sprayflaske.