Drømmen om at udforske rummet lyder tiltalende, men det er en hård omgang, når først man er deroppe. 

Faktisk kan det sammenlignes med at gå i kloster, når Andreas Mogensen i seks måneder skal have sin gang på den internationale rumstation, ISS. 

»Man kan kalde det et videnskabeligt kloster, og arbejdet er i sig selv specielt. Man er lukket inde på rumstationen med sine kolleger, hvor man træner, lever og har sin fritid,« siger chefkonsulent på DTU Space Michael Linden-Vørnle. 

Samtidig er arbejdet uhyre vigtigt, og man er nødt til at være omhyggelig, forklarer rumeksperten. 

»Rummet er et fjendligt miljø, og der er ikke nogen luft udenfor, hvilket er den største trussel. Man skal tænke sig godt om og være fokuseret, så man kan håndtere eventuelle problemer.«

Hvilke problemer kan man løbe ind i som astronaut?

»De to største farer er lækage og brand. Det skal man kunne håndtere som astronaut, og det er også noget, man træner meget, inden man tager afsted. Brand på en rumstation er meget alvorligt, for man kan ikke løbe ud af huset og gemme sig, som man kan her på jorden.

»En brand kan resultere i, at man helt er nødt til at opgive og forlade rumstationen,« siger Michael Linden-Vørnle. 

Hvis isolationen og farerne ved rumrejse ikke har skræmt dig fra jobbet som astronaut, så er der et aspekt yderligere. 

Man er nemlig ikke specielt meget herre i eget hus - astronauternes arbejdsopgaver kommer fra kontrolcenteret, og der er tidsfrist på dem alle sammen. 

»Det er ekstremt dyrt at få rumstationen til at fungere og holde astronauterne i live. Derfor prøver man også at få meget mulig videnskab ud af tiden deroppe. Det er ikke bare astronauterne der mødes om morgenen og aftaler, hvad man skal lave i dag.«

»Hele tidsplanen er bygget op om måltiderne, hvor man mødes og har socialt samvær. Men indtil da kan du for eksempel få at vide fra kontrolcenteret, at du skal udføre en specifik opgave, og det har du tyve minutter til. Hvis tiden går, og du ikke bliver færdig, må du rykke videre til næste opgave. På den måde er man underlagt rimelig hård styring,« siger chefkonsulenten fra DTU. 

Man har dog søndagen fri, hvor man for eksempel kan chatte med familie og venner nede på jorden. Og så kan man selvfølgelig nyde udsigten. 

»De har jo verdens bedste udsigt deroppe, hvor de kan se jorden glide forbi og omkring 15 solopgange i døgnet,« siger Michael Linden Vørnle.