Alle i Israel kender deres navne og ansigter. De 104 gidsler, som er frigivet og de 145, som endnu ikke er det.

De fylder i israelernes hjerter og bevidsthed. Befolkningen vil have dem hjem. Nu. Men militæret har modsat også en liste med navne. På den står Hamas-ledere og konkrete militære mål, som de skal opnå. 

Også tid er her en presfaktor, som Israels premierminister ikke kan ignorere.

»Der er ingen tvivl om, at han er under massivt pres internt,« siger Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet. 

Benjamin Netanyahus kattepine er, at de to altoverskyggende mål – gidslerne og krigen mod Hamas – er konkurrerende. Gidslerne bliver frigivet under våbenhvile, mens Hamas kun kan bekæmpes, når den slutter. 

»Der er massivt pres for at få flere gidsler ud, men får Israel ikke udført deres militære mål, så vil det være en kæmpe succes for Hamas. Det kan Netanyahu og militæret ikke leve med,« siger Peter Viggo Jakobsen. 

Hensynet til de 145 gidsler i fangenskab og på den anden side de erklærede militære mål i Gaza er derfor en politisk trussel for Netanyahu. Han er presset af gidslernes familier og sit eget politiske bagland. 

»Stopper han krigen nu, kan det koste ham hans politiske liv,« uddyber Peter Viggo Jakobsen. 

Højrefløjen og store dele af Netanyahus vælgere vil sammen med militæret have genoptaget den militære operation mod Hamas. Det er blandt andet Netanyahus egen forsvarsminister, Yoav Gallant, og minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, som er blandt de markante stemmer for at stoppe våbenhvilen. 

Og som Reuters skriver, så forfølger kritikken i forvejen Netanyahu, som mange giver det politiske ansvar for, at terrorangrebet 7. oktober overhovedet fandt sted. Samtidig har Netanyahu adskillige møgsager i bagagen om blandt andet korruption. Han kan håbe, at en succesfuld krig kan hjælpe på hans opbakning. 

Det kræver dog, at han opfylder forventningen om at få de israelske gidsler hjem og samtidig udsletter Hamas, hvilket han har erklæret for et mål. Derfor forudser Peter Viggo Jakobsen igen krig i Gaza. 

»Jeg tror, der kommer en fase i krigen snart, hvor Israel vil forsøge at komme så tæt på deres mål som muligt. Men han har gjort det svært for sig selv ved at have et så ambitiøst mål om at udslette Hamas,« siger han. 

Peter Viggo Jakobsen siger, at det er svært at pause og genoptage en krig, hvis der løbende skal være våbenhvile for at udveksle palæstinensiske fanger med israelske gidsler. Samtidig vurderer flere eksperter, at den forventede genoptagelse af krigen vil blive endnu mere dødelig, da den vil rykke til det sydlige Gaza. 

»Efterretningerne viser, at Hamas gemmer sig i civile flygtningelejre, og det er en rigtig svær mission for Israel. Uanset hvad de gør, så vil mange civile dø, og så ser vi igen de forfærdelige billeder fra Gaza.« 

»Der er så mange mennesker på et lille område, og Hamas gør alt, hvad de kan, for at bringe Israel i en situation, hvor de dræber civile. Hamas opererer sådan, at de øger risikoen for civile tab, når Israel skyder.«

Ifølge Peter Viggo Jakobsen er Israel allerede under massivt pres internationalt på grund af krigen. 

Selv USA og præsident Biden er begyndt at rykke sig.

»Det bliver en kamp om uret, når de igen starter,« siger Peter Viggo Jakobsen.