Københavns Lufthavn har ledt efter en ny direktør, da den forrige fik nyt job i slutningen af september. 

Efter en »grundig« rekrutteringsproces, hvor lufthavnen også har fået hjælp fra et inernationalt selskab til at finde frem til den helt rette kandidat, er den nye direktør nu fundet. Og der var ikke behov for at kigge langt væk. 

Bestyrelsens valg er nemlig faldet på Christian Poulsen, som i forvejen var konstitueret direktør. 

Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse. 

Christian Poulsen har 14 års erfaring fra lufthavnen, hvor han blandt andet har været dritsdirektør. 

»Christian Poulsen har de kvaliteter, der er vigtige for stillingen: Han besidder en enestående kombination af at have et indgående kendskab til lufthavnen og dens mange stakeholders, og derudover er han en yderst kompetent leder, der kan sikre, at lufthavnen fortsætter sin positive udvikling og bevarer momentum,« lyder det fra bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at der er flere store opgaver og projekter at gå i krig med. 

Det indebærer udviklingen af Terminal 3, en opgradering af bagaggeudleveringen samt mere plads i shoppingområdet og paskontrollen. Derudover er den grønne omstiling også et fokusområde. 

Christian Poulsen udtaler, at han er stolt og ydmyg over muligheden. 

»Jeg vil bidrage til at sikre, at CPH forbliver en attraktiv og konkurrencedygtig lufthavn i mange år fremover.«