»Hvad siger du til en amputation?«
42-årige Karina Borbjerg husker tydeligt lægens ord. Hun husker, hvordan tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på hende.
»Det var en voldsom beslutning, men jeg levede også i et smertehelvede, og der var ingenting, der blev bedre. Tværtimod.«
Den 18. Oktober 2023 fik Karina Borbjerg amputeret sit ben efter en lægefejl. Og hun er ikke alene.
I alt 191 danskere fik mellem 2018 og 2023 amputeret et eller begge ben efter lægefejl.
Det viser en ny opgørelse fra Patienterstatningen.
Gled i en sut
I Karina Bobjergs tilfælde startede det for syv år siden, da hun lå på et operationsbord og ventede på det, hun troede var en simpel rutineoperation for en korsbåndsskade i knæet.
En helt banal skade, der opstod, da hun skulle give sin lille datter en sut midt om natten.
På gulvet ved siden af sengen stod en blæser, som hun trådte på. Hun gled, og knæet lavede et vrid.
Karina Borbjerg havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det forløb, der fulgte.
Allerede kort efter operationen for korsbåndsskaden kunne hun dog mærke, at noget var helt galt.
'Jeg er desværre autoritetstro'
På hendes underben voksede der en stor blodansamling frem, mens smerterne tog til. Hun blev flere gange sendt hjem af lægerne med smertestillende, når hun prøvede at få hjælp.
»Jeg er desværre meget autoritetstro. De ville ikke lytte til mig, når jeg sagde, at jeg havde ondt,« siger Karina Borbjerg.
Dermed opdagede lægerne ikke, at der var opstået en trykstigning i Karina Borbjergs ben, som betød, at hendes muskler ikke fik ilt nok.
Komplikationen, et såkaldt kompartmentsyndrom, er meget sjældent, men kan ske ved korsbåndsoperationer i cirka 2,5 procent af tilfældene.
Og i Karina Borbjergs tilfælde betød det, at hendes smerter blev stærkere og stærkere.
Den enlige mor til to piger gjorde alt, hvad hun kunne for at kæmpe sig tilbage til et normalt liv igen.
Hun gik til genoptræning, fik botox-indsprøjtninger mod smerterne og skinne på benet, men hun fik det værre og værre.
»Jeg havde smerter op til 20 timer i døgnet, og min fod begyndte at blive mere og mere spids og dreje indad. Jeg indså, at jeg aldrig ville få min førlighed tilbage, og smerterne gjorde det svært for mig at være den mor for mine piger, jeg gerne ville,« siger Karina Borbjerg.
Til sidst så lægerne ingen anden udvej end at save benet af, hvis Karina Borbjerg skulle blive fri for smerterne.
Beslutningen var både svær og enkel for Karina Borbjerg.
Frygtede at miste sin 'kvindelighed'
Enkel, fordi hun brændende ønskede sig fri for de konstante smerter.
Men svær, fordi amputationen var et farvel til hendes krop, som hun kendte den.
»Noget af det, der har været sværeste for mig er, at jeg er bange for, at jeg kommer til at miste en del af min kvindelighed. Jeg blev skilt for tre år siden, og jeg er bange for, hvad det betyder i forhold til at møde en ny.«
»Det har jeg tudet meget over, og jeg gør det stadig.«
I sidste ende var det Karina Borbjergs to piger, der gjorde udslaget for hendes beslutning.
»De skal opleve en mor, der har overskud. Som kan gå, lege og måske hoppe i trampolin med dem. Det er en mulighed med en protese, men det ville jeg aldrig kunne, hvis jeg havde beholdt mit ben.«
Derfor takkede Karina Borbjerg ja til lægernes tilbud om amputation, og hun er nu ved at lære, hvordan hun bruger den nye protese.
Må ikke få den dyre protese
For første gang i syv år er hun uden smerter, men nu starter en ny kamp. Kommunen vil nemlig ikke bevilge den protese, som læger og fysioterapeuter har anbefalet Karina Borbjerg. De mener godt, hun kan nøjes med en billigere.
Karina Borbjerg har i alt fået 459.000 kroner i erstatning fra Patienterstatning, og hun har ikke fået nogle penge af sin egen forsikring, der mener, at sagen er forældet. Hun har nu prøvet at søge igen.
Pengene er dog ikke det, der fylder mest i Karina Borbjergs tanker.
Mest af alt er hun dog ked af, at hun kunne have haft sin ben og været syv års smertehelvede foruden, hvis lægerne havde lyttet til hende, da hun henvendte sig efter sin første operation.
»Jeg ved godt, det ikke er af ond vilje, men de løber alt, alt for stærkt, og det er også derfor, jeg gerne vil fortælle min historie. For at gøre opmærksom på, hvor presset vores sundhedsvæsen er. Det jeg har været igennem, burde ikke kunne ske, men det gjorde det.«
