»Må Allah knække ryggen på hende,« skriver en person om statsminister Mette Frederiksen, som har fået det arabiske navn for en gris. Danskere bliver kaldt for svinespiserne, og det danske militær for terrorister. 

Andre diskuterer, hvordan en kemi- eller fysikuddannelse i Danmark kan være brugbart for at lære at producere bomber. Det viser en gennemgang af danske islamistiske grupper, som B.T. er blevet medlem af.

Indholdet i disse grupper på den krypterede tjeneste Telegram bekymrer terrorforsker Tore Hamming, som i årevis har fulgt de ekstremistiske miljøer i Danmark. Han ser, at der er sket et markant skifte i grupperne. 

»Jeg har ikke set den type indhold siden 2013-2015. Det er vildt,« siger han.

I en af grupperne diskuterer flere personer uddannelser, som giver nyttig viden til eksempelvis at producere bomber.
I en af grupperne diskuterer flere personer uddannelser, som giver nyttig viden til eksempelvis at producere bomber. Foto: B.T.
Vis mere

Det er ikke længere kun støtte til Hamas og videoer fra 7. oktober og krigen i Gaza, som bliver diskuteret. 

»Der er billigelse af terror og beskeder, som kan være brud på terrorparagraffen.«

»Det er voldsomt, hvad der bliver lagt op.«

B.T. kan eksempelvis dokumentere, hvordan de anonyme danske brugere deler et billede af den danske terrorist Omar El-Hussein eller opfordrer til at handle med vold mod krænkelser af muslimer i Danmark.

 

Billedet af den danske terrorist, som stod bag angrebet på Krudttønden og synagogen i København, Omar El-Hussein, er også blevet delt i gruppen. Her ledsaget af teksten på arabisk »Må Gud have barmhjertighed med ham.«
Billedet af den danske terrorist, som stod bag angrebet på Krudttønden og synagogen i København, Omar El-Hussein, er også blevet delt i gruppen. Her ledsaget af teksten på arabisk »Må Gud have barmhjertighed med ham.« Foto: Mathias Tuxen
Vis mere

En aktiv bruger, Abo Amanah, har flaget for Islamisk Stat som profilbillede og debatterer uddannelser, som en anden bruger kan tage, hvis vedkommende vil have »grundig viden« til at producere bomber. 

Da der i medierne var artikler om, hvordan danske krigsskibe muligvis skulle indgå i en international koalition i Det Røde Hav, blev nyheden også delt i en af grupperne med et foto af krigsskibe: 

»Lav dua (bøn, red.) for at disse tre skibe kommer til at synke til havets bund.« 

I et andet tilfælde bliver en dansk soldat, som blev såret i Afghanistan, latterliggjort og kaldt for terrorist.

Skal man være bekymret for den slags indhold?

»Ja, det vil jeg mene,« siger Tore Hamming, der er ph.d. i militant islamisme.

Da der i medierne var artikler om, hvordan danske krigsskibe muligvis skulle indgå i en international koalition i Det Røde Hav, blev nyheden også delt i en af grupperne med et foto af krigsskibe.
Da der i medierne var artikler om, hvordan danske krigsskibe muligvis skulle indgå i en international koalition i Det Røde Hav, blev nyheden også delt i en af grupperne med et foto af krigsskibe. Foto: B.T.
Vis mere

»Med over 1000 medlemmer vidner det om, at der er ret mange i Danmark, som lytter til det her indhold.«

Foredragsholder og debattør Yaqoub Ali, som har en fortid i det militant islamistiske miljø i Danmark, fortæller, at disse grupper forsvinder og dukker op med jævne mellemrum. Og de skal tages alvorligt. 

»Man må aldrig undervurdere de her personer og bare kalde dem tastaturkrigere,« siger han.

Yaqoub Ali fortæller, at der også er dem, som deler holdningerne, men som man aldrig ser eller hører.

»I 2012 var der personer, som rejste til Syrien, som vi slet ikke kendte. De var stille, kom nærmest ikke i moskeerne og havde ikke sociale medier. Der er en del, som vælger at holde sig under radaren,« siger han. 

Det er ikke kun Danmark, som dæmoniseres i de danske islamistiske grupper. Det samme gælder USA og Israel, som kaldes jødestaten. Her skriver en person eksempelvis: »Må Allah ødelægge USA og Israel.« 

I gruppen bliver danskere flere gange refereret til som svine-spiserne.
I gruppen bliver danskere flere gange refereret til som svine-spiserne. Foto: B.T.
Vis mere

I gruppen vejledes brugerne også til, hvordan de straffrit kan udtrykke støtte til Hamas. Da samtalerne foregår på det krypterede medie Telegram føler brugerne sig også sikre nok til at kommunikere åbent. 

»Desuden er det stort set umuligt for dansk politi at skaffe oplysninger om en telegram-konto, og netop derfor kan vi støtte Hamas så meget som vi vil her på Telegram, uden juridiske konsekvenser,« skriver en. 

Ifølge Tore Hamming har de samme personer primært været aktive på Facebook de seneste mange år, men nu er de igen rykket over på Telegram, fordi det giver dem en mere sikker platform med anonymitet. 

»Det er en helt anden type indhold og debat end på Facebook. På Telegram er de meget mere eksplicitte.«

Det er Tore Hammings vurdering, at de fleste medlemmer er mellem 15-30 år. Mange vil være unge bag en skærm, som følger med eller forsøger at være noget, de ikke er. Men der er også dem med teologisk viden.

Både Tore Hamming og Yaqoub Ali nævner, at en af de anholdte fra terrorsagen i Danmark i 2019 var medlem af en lignende gruppe på Telegram. 

Yaqoub Ali understreger vigtigheden af, at disse grupper og miljøer bliver taget alvorligt. Men han påpeger også, at løsningen ikke er åbenlys. 

»Vores problemer i forhold til radikalisering og ekstremisme starter og slutter på sociale medier. Men det er svært at gøre noget uden at indskrænke ytringsfriheden eller øge overvågningen af disse medier markant.« 

»Selv, hvis grupperne bliver lukket ned, så ændrer personerne bag ikke nødvendigvis deres holdning.«