Efter 25 år i Venstre har Peter Sørensen fra Skagen valgt at forlade partiet. 

Han er byrådsmedlem og tidligere gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune. 

Peter Sørensen fortsætter i politik som løsgænger, skriver Kanal Frederikshavn.

»Det er en svær beslutning, når jeg efter mere end 25 års medlemskab vælger at forlade Venstre. Men som tingene har udviklet sig lokalpolitisk i Venstre, føler jeg ikke, at jeg fremover vil kunne stå inde for de ønsker, jeg har for vores kommune og for de værdier, jeg er indvalgt på,« lyder det fra Peter Sørensen i en pressemeddelelse.

Tidspunktet skyldes ifølge Peter Sørensen, at han ikke ønsker at skabe unødig uro for partiet tæt på valg.

I hjertet er Peter Sørensen stadig Venstre-mand, siger han. Og han vil ikke blive medlem af et af de andre partier.