Han sidder lige nu og forhandler sygeplejerskernes løn efter et karrierehop, hvor han har overtaget posten som landets mest magtfulde fagboss.

Særligt én historie har fulgt ham på vejen mod magten – en slags skabelsesmyte om hans evne til at få arbejdspladser til at tegne overenskomster. Men historien holder ikke vand, fortæller flere kilder.

Fagbossen er den nye topchef i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov. Og historien handler om dengang, han som ung faglig sekretær i Dansk Metal »troppede personligt op hos hovedstadens cykelsmede og på kort tid fik tegnet mere end 30 nye overenskomster,« som det blandt andet lyder i et portræt, han selv har udtalt sig til.

Skriv til journalisterne bag historien på andw@bt.dk

Historien og fortællingen går igen i flere artikler, og til Politiken siger Morten Skov selv:

»Vi tog ud på cykelværkstederne og talte med cykelsmedene. Det nytter ikke noget at sidde inde på kontoret og forsøge at få fat i folk via internettet eller lave reklamekampagner. Vi skal have den personlige kontakt«, siger Morten Skov, der til samme artikel beskriver sig selv som én, der altid har sikkerhedshjelm- og sko med i bilen og bestemt ikke går med slips. 

Men flere kilder fortæller nu til B.T, at det ikke var Morten Skov, der fysisk fjernede sig fra kontoret og personligt troppede op hos cykelværkstederne.

Faktisk var han slet ikke ansat under Transportsekretariatet i Dansk Metal Hovedstaden i perioden, men derimod et helt andet kontor.

Mette Frederiksen hilser på Morten Skov efter hans tale til Socialdemokratiets Årsmøde i Aalborg 24. september (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Mette Frederiksen hilser på Morten Skov efter hans tale til Socialdemokratiets Årsmøde i Aalborg 24. september (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Morten Skov? Altså S-K-O-V?

B.T. har kontaktet de cykelværksteder, der ifølge Dansk Metals eget fagblad fik overenskomst dengang. 

Flere er ikke vendt tilbage eller har ikke kunne skabe kontakt til ansatte fra dengang, der kan huske det, én ejer er afgået ved døden, mens enkelte ikke ønsker at udtale sig. 

B.T. er dog nået igennem til otte, der stadig husker, hvordan Dansk Metal bankede på. Manden, der blev ved med at banke på, hed dog ikke Morten skov.

Én af dem er Tom Stokbæk, tidligere ejer af Loke Cykler. Han husker samtaler med en, der hed Jacob, der »truede med bål og brand«. 

Så hvad med Morten Skov Christiansen, havde han noget med det at gøre?

»Overhovedet ikke. Nej. Det var ham Jacob Harris, der gjorde det hele. Han var sgu et røvhul, vi fik nærmest drejet armen om ryggen,« husker Tom Stokbæk. 

Hos AH-cykler har B.T. fået fat i cykelmekaniker Jakob Olsen, der husker at have talt med en ved navn Villy fra Dansk Metal.

»Han har dælme givet os meget bøvl,« siger han. 

Hvad med Morten Skov? 

»Morten Skov? Altså S-K-O-V?«.

Ja. 

»Nej, ham kan jeg ikke huske. Men jeg kan huske en Jacob Harris også.« 

Stående klapsalver fra salen og de andre fagbevægelsers formænd ved FH's ekstraordinære kongres, hvor Morten Skov som 41-årig blev valgt som ny formand for hele FH. 
Stående klapsalver fra salen og de andre fagbevægelsers formænd ved FH's ekstraordinære kongres, hvor Morten Skov som 41-årig blev valgt som ny formand for hele FH.  Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

'Forstår ikke, hvor opfattelsen kommer fra'

Kampagnen med at organisere cykelsmedene er også en del af af dokumentaren 'Jagten på den danske arbejder' på DR. 

Her følger man to personer, der tager ud til værkstederne. Ingen af dem er Morten Skov, men én af dem er Jacob Harris, som flere cykelsmede og ejere husker.

B.T. har ringet til Jacob Harris og spurgt, hvem der var med til at tegne overenskomsterne med cykelværkstederne

»Det var mig, hovedsageligt,« siger Jacob Harris, der beskriver sin titel dengang som 'organizer' eller 'kørende sælger'.

Flere cykelsmede beskriver over for B.T. Jacob Harris som »et røvhul«, og den beskrivelse modsætter han sig ikke. 

»Jamen, det er nok rigtig nok,« siger Harris, der husker, at han gik til det med »den indgangsvinkel, at de skulle skrive under, og ellers fik de en konflikt på nakken«.

Hvem fik ideen til, at I skulle køre rundt og organisere?

»Det gjorde jeg og den anden organizer Emil. Og så Morten, han var med til at italesætte, at det var en god idé.«

Morten Skov Christiansen?

»Ja netop.«

Var han med ude til nogen værksteder?

»Ikke mig bekendt. Han har været ude og sætte klistermærker op på de virksomheder, hvor vi har tegnet overenskomst,« siger Harris, der husker det, som om Morten Skov slet ikke var ansat i Transportsekretariatet, hvor cykelmekanikerne blev organiseret. 

Der er flere steder beskrevet, at Morten Skov skulle have været en stor del af at få organiseret cykelsmede. Men det har du ikke oplevet?

»Altså, Morten har aldrig organiseret cykelsmede. Det har han ikke været med til, så jeg forstår ikke, hvorfor nogen har den opfattelse,« siger Jacob Harris, der i dag arbejder for Fødevareforbundet NNF. 

Mette Frederiksen krammer Morten Skov Christiansen i Aalborg (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Mette Frederiksen krammer Morten Skov Christiansen i Aalborg (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Enkelte husker svagt Morten Skov

B.T. har været i kontakt med to cykelsmede, der svagt kan huske Morten Skov i forbindelse med overenskomsterne. 

Én af dem er hos Baisikeli, hvor Kim Albrechtsen var værkstedschef. 

Her mener han at kunne huske, at Morten Skov har været med på ét ud af otte møder, han dengang holdt med Dansk Metal og føromtalte og berygtede Jacob Harris. 

Morten Skov har desuden været beskrevet som »pushy« i et portræt i Information. Men det er nu blevet rettet.

I artiklen stod der oprindeligt, at flere cykelværksteder husker Morten Skov som én, der havde en anmassende tilgang. 

Cykelhandler Tobias Hjort fra Saxil Cykler var oprindeligt citeret for, at Morten Skov var så »pushy« og »up front« i sin tilgang, og at én af de ansatte forlod rummet, når Skov ugentligt kom på besøg med bolsjer og flyers.

Information forelagde portrættet for Morten Skov, uden at han rettede noget af ovenstående.

Information har siden udgivelsen rettet portrættet, da der ved efterfølgende kontakt med cykelværkstederne har tegnet sig et billede af, at der kan være sket en forveksling. 

Og til B.T. oplyser Tobias Hjort fra Saxil Cykler, at det efter nærmere eftertanke ikke var Morten Skov, der kom ugentligt på besøg, men derimod Jacob Harris. Han husker Morten Skovs ansigt, men da det er så længe siden, kan han ikke mere præcist sige, hvilke møder Morten Skov kan have været med til.

Skatteminister Jeppe Bruus tager en selfie med Morten Skov, da han blev valgt som ny formand ved FH's kongres 7. september 2023. 
Skatteminister Jeppe Bruus tager en selfie med Morten Skov, da han blev valgt som ny formand ved FH's kongres 7. september 2023.  Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

'En del af et hold'

B.T. har inviteret Morten Skov til et interview, men han har ikke ønsket at deltage. 

I stedet har B.T. sendt en række konkrete spørgsmål.

Herunder, hvor mange cykelsmede Morten Skov selv har besøgt, hvorfor han ikke selv har fundet anledning til at korrigere fortællingen, og hvilken betydning, han selv mener, historien har haft for hans karriere. 

Morten Skov har sendt et skriftligt svar, hvor han ikke svarer på alle spørgsmål:

»For omkring ti år siden var jeg en del af et hold i Metal Hovedstaden, der arbejdede for at få flere cykelmekanikere til at organisere sig. Målet var, at cykelmekanikerne selv skulle involveres og hjælpe med at skabe en forandring i branchen,« skriver Morten Skov og fortsætter:

»Vi arbejdede med flere forskellige værktøjer, blandt andet at besøge cykelmekanikerne direkte, men jeg husker ikke præcist, hvor mange jeg selv besøgte.«

I svaret skriver han også, at kampagnen endte med at blive en succes, »primært takket være de engagerede og dygtige cykelmekanikere, som viste en ny måde at gøre tingene på, og som gerne ville bidrage til fællesskabet«.

Derudover har FH i en mail bekræftet, at Morten Skov var ansat under branchesekretariatet Industri og Byg, og altså ikke Transportsekretariatet, der ifølge Dansk Metals egen hjemmeside organiserer cykelmekanikerne.

B.T. har opfølgende spurgt, om Morten Skov vil afklare nærmere, hvor mange cykelsmede, han besøgte – og om der eksempelvis var tale om mere end fem eller mere end ti. Men han har ikke haft mere at tilføje.

 

Mette Frederiksen og Morten Skov i forbindelse med FH's ekstraordinære kongres og valg af ham som ny formand.
Mette Frederiksen og Morten Skov i forbindelse med FH's ekstraordinære kongres og valg af ham som ny formand. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

'Spillende træner'

Undervejs har B.T. også kontaktet Dansk Metal for at få en nærmere beskrivelse af de 30 overenskomster, som Morten Skov flere steder gives æren for at have sikret.

Her har Dansk Metal af egen drift sendt B.T. et citat fra næstformand René Nielsen, der var formand for hovedstadsafdelingen i den periode, hvor Morten Skov Christiansen var ansat.

Han beskriver Morten Skov som »en slags spillende træner«, der »satte snebolden i gang«, uden dog at komme nærmere, hvor mange cykelsmede eller ejere Morten Skov personligt forlod kontoret for at tale med.

René Nielsen husker Morten Skov som en nyansat med en masse »nye ideer«, blandt andet om at involvere cykelmekanikerne.

»Det lykkedes virkeligt godt – vi havde næsten ingen overenskomster på cykelområdet, før Morten kom til, og i dag har vi massevis,« slutter citatet fra René Nielsen, som B.T. altså har fået uden at spørge.