Mange danskere vil hellere lave solhilsen end at ligge stille og stege i solen på deres ferie. Yoga er populært som aldrig før

Danskerne slapper ikke kun af og sidder stille, når de er på ferie. Flere og flere vil gerne være aktive, når de rejser, og især yoga er en populær motionsform på ferien.

Både deciderede yogarejser og ferier på hoteller, som tilbyder yoga­undervisning, hitter i øjeblikket. Det oplever to af landets største rejsebureauer, Spies og Star Tour. Hos førstnævnte har man stor succes med arrangerede yogarejser, hvor gæsterne i en mindre gruppe holder ferie med det formål at dyrke yoga hver dag med en fast instruktør.

»Blandt alle vores sundhedstilbud er det yogaferier, der vokser mest. Vi solgte 800 yogarejser sidste år, og det er en fordobling i forhold til tidligere år,« fortæller Carlos Cebrian, der er produktchef hos Spies.

Rejsebureauet startede med at udbyde yogarejser for cirka tre år siden, og siden da er populariteten vokset støt. Ifølge produktchefen er 99 pct. af deltagerne på rejserne kvinder, mens aldersspredningen til gengæld er stor.

»Lesbos, Kreta og Madeira er de største destinationer for yogarejser lige nu, men på grund af den store efterspørgsel kigger vi hele tiden efter nye, gode steder til formålet,« siger Carlos Cebrian.

Yoga i det fri

Også hos Star Tour oplever man, at gæsterne er vilde med at dyrke yoga på ferien. Men i stedet for at udbyde deciderede yogarejser, tilbyder Star Tour yogatimer som et aktivt element på en meget stor del af deres hoteller.

»Når vores kunder har frihed til selv at vælge tidspunkt for deres yogatimer, så vil de rigtig gerne dyrke det. Derfor tilbyder vi nu daglig yogaundervisning på 70 af vores hoteller – blandt andet på alle vores Family Life- og Sensimar-hoteller, som er for henholdsvis familier og par,« fortæller Gorm Pedersen, der er landechef hos Star Tour.

Hos Star Tour oplever man, at folk generelt er interesserede i at være aktive på deres ferier. Den store efterspørgsel på ferier med sports- og træningstilbud har fået rejsebureauet til at indgå et nyt samarbejde med hotelkæden Robinson Hotels, som tilbyder gæsterne et meget bredt og professionelt træningskoncept under ferierne.

»Tidligere blev hotellernes fitnesscentre ofte placeret et lidt trist sted nede i en kælder. Det gider danskerne absolut ikke længere – folk forventer lækre træningsområder og godt udstyr,« siger Gorm Pedersen.

På de Star Tour-hoteller, som tilbyder yoga, foregår undervisningen da også typisk ude i det fri med udsigt over vandet eller smuk natur.

Væk fra stress og jag

Ifølge Tina Jørgensen, der er turismeforsker ved Aalborg Universitet, kan der være forskellige motiver til at tage på yogaferie – eller bare dyrke yoga på ferien.

»Det kan være med et ønske om at komme væk fra hverdagens pligter og stress og få muligheden for at give slip på tanker om hverdagen og fordybe sig. Fordelen ved at tage på yogaferie, frem for at dyrke yoga i et lokalt center, er, at alle rammerne er nye. Man kommer altså helt væk fra de daglige rutiner, og dette kan være medvirkende til at skabe en positiv ferie- og yogaoplevelse,« forklarer Tina Jørgensen og fortæller, at der generelt er kommet mere fokus på at vende hjem fra ferien med genopladte batterier og fornyet energi.

»Ved at vælge en yogarejse – eller en anden aktiv ferieform – frem for en ‘typisk’ charterferie er der et fokus, som afspejler mental balance og sundhed. Det giver mulighed for fordybelse og mulighed for at lade op.«