40 procent er dækket af skov. Der er 1.000 kilometer vandrestier. Bienvenido til La Palma. Den mest grønne af de syv Kanarieøer – og en af de mindst besøgte.
Smukt, smukt og fredfyldt! Det er stadig morgen, og vi er kørt fra besøgscentret midt på øen op til en parkeringsplads i over 1.200 meters højde. Hurtigt er vi ude på en sti på den sydlige rand af nationalparken Caldera de Taburiente. Med sine spæde stråler laver solen et betagende spil i landskabet, som får os til at gå amok med kameraerne. De knejsende kanariske fyrretræer står spredt og i herlig uorden. Træerne er let genkendelige på deres stammer med sorte furer i den tykke bark og deres lange, lyse nåle, der er som bløde koste og gerne slipper lys igennem.
På den anden side af krateret og otte kilometer borte rejser en næsten lodret klippevæg sig. Den øverste bjergkam i det fjerne, Roque de los Muchahos, ligger cirka 2.400 meter over havets overflade.
Vi nøjes med at gå hen til udsigtspunktet Lomo de las Chozas og retur, men der er mange og længere stier af vekslende sværhedsgrad i parken, der blandt andet fører forbi dramatiske vandfald og ned i bunden af »gryden«. Plante- og dyrelivet er rigt, og vil man vide mere, er besøgscentret ved indkørslen et godt sted at begynde. Her kan man også få den krævede tilladelse til parkering i højderne.
Besøget i nationalparken er højdepunktet under et ophold på La Palma, den mest grønne af Kanarieøerne.
Hovedbyen på Gran Canaria
La Palma er blandt de mindst kendte af de syv Kanarieøer, hvilket vi fik illustreret, da vi stod i køen i lufthavnen på Tenerife, klar til en halv times flyvning til denne ø længst mod vest. Foran var et par med et lille barn, som måtte se sig afvist, da de afleverede deres boardingkort. Deres destination var Las Palmas, hovedbyen på Gran Canaria ...
La Palma er gået fri af masseturisme. Mens der er næsten fire millioner udenlandske turister årligt på Tenerife, modtager La Palma blot 100.000 – eller ikke meget mere end antallet af fastboende. Øen har ingen larmende diskoteker. Den skiller sig ud ved at være et sted at finde ro og hvile, når man ikke lige er rundt på opdagelse.
Men der findes også ligheder mellem La Palma og de andre Kanarieøer. Alle er vulkanøer. Den nyere, sydlige del af La Palma blev dannet inden for den seneste million år, såmænd, og er det bedste sted at få indsigt i geologien. Nær byen Fuencaliente og i et fredet område ligger to vulkaner med nylig aktivitet.
Der er en større vulkan, San Antonio, som var aktiv for små 350 år siden og begravede den varme kilde, som gav byen navn. Herfra kan man se ned på den mindre Teneguía-kegle af størket lava, som senest var i udbrud i 1971 og spyede ild og svovl og aske. Vi får detaljerede forklaringer om naturfænomenet af vores lokale guide, men også her er der hjælp at hente i et besøgscenter.
Vingården Bodegas Carballo
Den næringsrige vulkanske jord er velegnet til landbrug. Langs kysten er der bananplantager, og længere oppe bliver der dyrket vin på terrasser. Vinstokkene kravler langs jorden for at undgå den til tider stærke vind. Slaggerne er et beskyttende lag. Bananer og vin er de to store eksportafgrøder på La Palma, mens det tidligere var sukkerrør.
Vi besøger vingården Bodegas Carballo, som er kilet ind i en skråning ved Fuencaliente. Her viser Francisco Hernández rundt, mens han fortæller, at der hverken bliver brugt sprøjtemidler eller kunstgødning. Han erklærer, mens han demonstrerer en gammel træpresse, at lavteknologi giver det bedste resultat.
Og så er det videre til prøvesmagning i vingårdens salgslokale: Der bliver anvendt en vifte af lokale druer, som giver glimrende rød- og hvidvin. Francisco Hernández udpeger med lav stemmeføring (»jeg er blot medarbejder«) malvasia til dronningen blandt druerne, og en hedvin fremstillet på denne drue har op gennem historien været betragtet som det mest ypperlige. Ikke for sød, ikke for tør! Eksempelvis besynger William Shakespeare denne kanariske vin i komedien De lystige koner i Windsor.
Santa Cruz de la Palma
Da vi senere befinder os i La Palmas hovedby, Santa Cruz de la Palma, stifter vi bekendtskab med endnu en elsket afgrøde på øen, kartoflen. Menchi Fernández har en frugt- og grønsagsbod på et nærmest klaustrofobisk, overdækket marked, og hun præsenterer stolt sit udvalg af kartofler.
La Palma blev erobret af den spanske krone i 1493 og havde i en årrække en blomstrende interkontinental handel, fordi øen var et tvunget stop på skibes sejlads mellem de spanske besiddelser i Latinamerika og moderlandet Spanien. La Palma var det første sted på vores side af Atlanten, hvor kartoflen kom i land.
Menchi Fernández forklarer, at den mest populære kartoffel er en lille, kuglerund sag, som bruges til retten rynkede kartofler. En lynopskrift: Man koger kartoflerne i en gryde, kun delvist dækket af vand, og hvor der er strøet rigeligt med flagesalt øverst. Kartoflerne spises traditionelt med krydret rød eller grøn sauce, henholdsvis mojo rojo eller mojo verde.
Flere typer af klima
La Palma har flere typer klima, selv om den ikke er meget større end Bornholm. Det skyldes, at øen er stærkt kuperet, og at den desuden bliver påvirket af vinde og havstrøm. De klimatiske yderpunkter er den sydvestlige del, som er halvørken, og et regnskovslignende område mod nordøst. Hele 40 procent af øen er dækket af skov.
Vi kører ad snoede veje op til Los Tilos og ender i en fugtmættet, overvældende frodig skov, en såkaldt tågeskov. Laurbær er den dominerende træsort, og her findes også en kæmpemæssig bregne. Vi balancerer på en sti hen til et vandfald, hvor en kaskade af vand vælter ned fra en klippeside. Vi skal hele tiden bare lidt tættere på og bliver selvfølgelig våde, selv om det ikke just var meningen.
Fra midt i Los Tilos udgår også andre stier. De er del af et mønster: Myndighederne på La Palma har etableret et system af vandrestier, som dækker hele øen og tilsammen er på næsten 1.000 kilometer. Stierne er tilmed tydeligt afmærket med farvede striber på træer og sten, og der er adskillige informationstavler. I det hele taget er La Palma et paradis for naturelskere og vandrere. Den grønne ø kaldes også La Isla Bonita - Den Smukke Ø.
