Krigen i Afghanistan er vundet, og det er kun efterdønningerne af den, vi slås med nu.

Det siger Naser Khader, konservativt medlem af udenrigspolitisk nævn, i et interview med magasinet RÆSON, der har interviewet flere politikere om regeringens netop offentliggjorte strategi i Helmand-provinsen.

- På mange måder er krigen vundet og det er dønningerne, der arbejdes med nu. Vi har set en succesfuld offensiv i Helmand-provinsen - Talebans magt er minimeret, og befolkningen sat fri. Hvor der tidligere var steninger på Kabul Stadion er der i dag fodboldkampe, siger Naser Khader i interviewet.

- Der er sket fremskridt i kvinderettigheder, personlig frihed, begyndende demokrati og ytringsfriheden. Landet er ikke stabilt endnu, men det kunne man heller ikke forvente, siger Naser Khader. Men han afviser, at Danmark er på vej ud af Afghanistan.

- Vores sikkerhed og demokrati starter ude i verden - og derfor skal vi fortsat være i Afghanistan, siger han til RÆSON.