»Det har været en helt igennem fantastisk dag, hvor vejret også var med os.«

Sådan indleder Bergur Løkke Rasmussen et opslag på Instagram i anledning af, at hans søn er blevet døbt. 

Lørdag blev således dagen, hvor Herman Lars Spånberg Løkke Rasmussen i Hornbæk Kirke fik sit navn.

»Jeg må indrømme, at jeg flere gange, i kirken og senere i min tale, mærkede hvor rørt jeg var over situationen. Denne lille guldklump er min og Simones søn. Han er så fantastisk, og vi er lykkelige som familie,« skriver Bergur Løkke Rasmussen i opslaget. 

I opslaget er der også delt billeder af en smilende Lars Løkke Rasmussen, der holder sit barnebarn. 

Bergur Løkke Rasmussen har tidligere bekræftet overfor B.T., at Herman Lars er opkaldt efter sin farfar Lars Løkke Rasmussen. 

Efter dåben blev den store dag fejret med fest hos Café Kadetten i Kronborg.

Den lille dreng kom til verden tilbage i oktober 2023.

Barnet blev også budt velkommen til verden af sin farfar, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

»Det blev en særlig weekend,« skrev den nybagte farfar dengang på sin profil på Instagram.

»Fredag blev vores ældste søn, Bergur Løkke Rasmussen, og Simone Spånberg forældre til denne herlige lille purk. Farmor og farfar (Sólrun og jeg skal lige vænne os til titlerne) er ikke bare stolte. Vi er ved at svømme over i ren lykkefølelse,« skrev Lars Løkke Rasmussen.