Statsrevisorerne retter skarp kritik mod Martin Lidegaard. Ny rapport viser, at han i et enkelt tilfælde havde en klar viden, som ikke blev bragt videre til Folketinget.

Den såkaldte solcellesag fik onsdag tilføjet et nyt kapitel, da statsrevisorerne på baggrund af en ny rapport fra Rigsrevisionen udtrykte »skarp kritik« af både Klima-, Energi og Bygningsministeriet og tidligere klimaminister Martin Lidegaards (R) rolle i sagen.

Den skarpe kritik dækker over, at ministeren i 2012 ikke gav Folketinget fyldestgørende oplysninger om udbygningen af solcelleanlæg og de udgifter, staten ville få ved en lovændring.

Statsrevisorerne fremlagde onsdag kritikken på et pressemøde med formand Peder Larsen (SF).

»Ministeren er gentagne gange kommet til at give nogle ikke fuldt ud dækkende oplysninger til Folketinget, som han har kendt til mere eller mindre og som med eller uden vilje ikke har viderebragt til Folketinget. Og det er naturligvis altid kritisabelt,« sagde Peder Larsen, som også antydede, at Martin Lidegaard i hvert fald i et enkelt tilfælde har bevæget sig på kanten af at tilbageholde sin viden med vilje.

»Det fremgår af beretningen, at ministeren i et enkelt tilfælde har haft en klar viden, som ikke er blevet viderebragt, og så man vel sige, at det formodentligt er med vilje,« sagde statsrevisorernes formand.

På pressemødet blev det også antydet, at statsrevisorerne, der består af repræsentanter fra SF, Socialdemokraterne, de Radikale, de Konservative og Dansk Folkeparti, ikke så ens på sagen, men at det var den grad af kritik, som man kunne enes om.

»Det er det, vi er nået frem til og er blevet kunne blive enige om,« sagde Peder Larsen.