En repræsentant for venstrefløjen i SF forventer, at modkandidaten til Astrid Krag vil have mere erfaring til at bestride posten som partiformand.

- Jeg ved godt, at Astrid Krag har stærk opbakning i ledelsen, men jeg har endnu ikke set sådan en opbakning fra SFs medlemmer.

Sådan siger Lene Linnemann, regionsmedlem for SF i Nordjylland, en af de mest højlydte kritikere af den fløj, der støtter Astrid Krag som ny formand for SF.

Onsdag aften meddelte Astrid Krag officielt, at hun stiller op som formand, men i venstrefløjen af partiet arbejdes der nu på at finde en modkandidat.

- Og jeg er sikker på, at der komme en kandidat, som har mere erfaring, end Astrid Krag, siger Lene Linnemann.

Hun vil dog endnu ikke afsløre, hvem anden kandidat bliver.

- Du må vente nogle dage med at få nogle navne, siger den nordjyske SFer.

Astrid Krag udtalte onsdag aften til Berlingske, at hun nu vil samle SF, men afviste i samme åndedrag, at partiet er splittet i fløje.

- Det er da fint, at hun vil samle SF. Men det passer jo ikke, at der ikke er fløje, siger Lene Linnemann.

- Jeg har ikke noget personligt imod Astrid Krag, men hvis hun bliver formand, vil den fløj, der sidder på magten nu, stadig have magten. Og så fortsætter vi den linje, der er årsag til, at partiet lige nu mister mangeårige medlemmer af partiet. Vælgertilslutningen er lav og meningsmålingerne daler. De kan sådan set ikke dale ret mere, før SF lukker sig selv, konstaterer hun,

Hidtil har folketingsmedlem Annette Vilhelmsen været nævnt som en mulig modkandidat. Ifølge Berlingskes kilder er også Trine Mach, folketingskandidat og forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, i spil som venstrefløjens formandsaspirant.

I en SMS til Berlingske Nyhedsbureau skriver Annette Vilhelmsen, at hun ikke vil kommentere Astrid Krags beslutning om at stille op.