Socialdemokraterne er trætte af beskyldninger om, at partiet trækker til højre. Nu fremlægger ledelsen 40 såkaldt røde resultater, som er gennemført med Enhedslisten.

To store reformer med de borgerlige partier har i de seneste uger rystet regeringens venstrefløj og fået tusindvis af vælgere til at flygte fra S og SF til Enhedslisten.

Det er urimeligt, lyder det nu fra Socialdemokraterne, der mener, at regeringens røde politik er druknet i larmen fra blandt andet skattereformen. Derfor har partiet - lidt usædvanligt - valgt at udsende en liste over politiske tiltag, der skal dokumentere, at partiet stadig fører rød politik.

- Det er som om, at kommentatorerne har stirret sig blind på de brede forlig. Vi vil gerne lave brede aftaler hen over midten, men vi har også sat markante røde fingeraftryk på dansk politik i løbet af regeringens første år, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Jens Joel til Berlingske Nyhedsbureau.

Listen rummer 40 såkaldt røde resultater, som regeringen og Enhedslisten har gennemført i fællesskab. Det gælder blandt andet afskaffelse af fattigdomsydelser, ophævelse af knivloven, flere penge til u-landsbistand og økologi samt en styrket indsats mod sort arbejde.

Jens Joel erkender, at Socialdemokraterne har været dårlige til at reklamere for regeringens mere venstreorienterede tiltag.

- Det skal vi helt sikkert blive bedre til. Vi skal løbende fortælle, hvordan vores politik trækker Danmark i en mere solidarisk retning og skaber et mere retfærdigt samfund, siger han.

Ifølge den seneste Gallup-måling foretaget for Berlingske står Socialdemokraterne til at få 17,7 procent af stemmerne, mens SF er helt nede på 5,5 procent. Til gengæld vil hele 12,2 procent af vælgerne stemme på Enhedslisten.

Var der valg i dag, ville regeringen ifølge målingen miste magten til den borgerlige opposition, der tilsammen kan mønstre 54,4 procent af stemmerne.