Regeringen nedjusterer antallet af ledige fra 108.000 i august til nu 81.000 og sparer 1,6 milliarder på udgifterne til dagpenge i finansloven.

Regeringen sparer 1,6 milliarder kroner på udgifterne til dagpenge i år. Hovedårsagen er en nedjustering af antallet af ledige fra 108.000 i august til nu 81.000. Det fremgår af det finanslovforslag, som finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlægger tirsdag.

I forslaget medregnes også ændringer af dagpengereglerne for deltidsansatte. Regeringen har lagt op til at korte den periode, hvor deltidsansatte kan få supplerende dagpenge. Regeringen varsler endvidere et forslag om justering af de såkaldte G-dage.

Endvidere har de gode konjunkturer betyder færre kontanthjælpsmodtagere. I august kalkulerede regeringen med 72.000 på kontanthjælp, i finanslovforslaget regnes der med 68.900. Det betyder en besparelse på 157,5 millioner kroner.

/ritzau/