Udenrigsminister Kristian Jensen og regeringen forsøger at camouflere en ringere ulandsbistand ved at komme med en ny vision, mener Martin Lidegaard.

Det er »hykleri af værste skuffe«, når udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger, at Danmarks udviklingsbistand skal fokusere på nærområderne og dermed sætte en prop i flygtningestrømmen.

For når regeringen vil spare 2,6 milliarder kroner om året på udviklingsbistanden, vil indsatsen i nærområderne også blive ramt, påpeger Martin Lidegaard (R), udviklingsordfører for de Radikale.

»Det her er hykleri af værste skuffe. Venstre vil jo foretage den største nedskæring i dansk udviklingsbistand i årtier, og det kan man altså ikke gøre samtidig med, at man forbedrer vilkårene for de folk, der forsøger at flygte til Europa,« siger Lidegaard og tilføjer, at besparelser på støtten til eksempelvis Asien ikke er nok til at øge indsatsen i Afrika tilstrækkeligt:

»Det er svært at gøre det, når man samtidig skærer 2,6 milliarder kroner – og det er ikke nok at fjerne bistanden fra Asien og Sydamerika. Nedskæringerne vil også ramme afrikanske lande, hvor flygtningene kommer fra.«

I fredagens Berlingske fortæller Kristian Jensen, hvilke tanker han og regeringen gør omkring Danmarks udviklingsbistand. Der skal spares 2,6 milliarder kroner, men alligevel holder ministeren fast i, at Danmark vil omprioritere indsatsen og forbedre vilkårene for indbyggerne i de lande, som mennesker flygter fra.

Derfor skal der skæres ned på andre projekter, her nævner ministeren konkret Asien. Samtidig vil han forsøge at samle sine kollegaer i EU om en såkaldt trust fund.

Den skal sørge for at bidrage med hjælp til økonomisk vækst, beskæftigelse, fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse i de lande, som flygtningene kommer fra.

»Kristian Jensen sparker en åben dør ind. EU foretager allerede i dag en lang række indsatser i nærområderne, det er det, vi og de gør allermest. Så det er jo et forsøg på at dække over, at Danmark selv kommer til at bidrage mindre,« siger Martin Lidegaard.

Dansk Folkeparti bakker op om udenrigsministerens nye fokus for den danske udviklingsbistand.