Ekspert i ledelse kritiserer en række partier lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti for at håndtere DONG-sagen »amatøragtigt«.

En række partier i Folketinget får nu kritik for deres ageren i skandale-sagen om DONGs fyrede direktør, fortæller Radio24syv.

I denne uge har flere politiske partier blandet sig i balladen om den nu tidligere topchef Anders Eldrup og de usædvanligt favorable lønninger, som han ifølge DONGs bestyrelsesformand Fritz Schur har tilbudt flere medarbejdere i selskabet.

Dansk Folkeparti har kaldt finansminister Bjarne Corydon (S)i samråd og kræver en redegørelse om ledelsesforholdene i DONG. Socialdemokraternes finansordfører John Dyrby Paulsen har sagt, at regeringen vil se på mulighederne for en erstatningssag mod Anders Eldrup. Og regeringens støtteparti Enhedslisten forlanger ligesom Dansk Folkeparti en redegørelse.

Men når politikerne på den måde blander sig, er det direkte i mod retningslinjerne for god selskabsledelse, det er uprofessionelt og det er at blande sig i noget, som ikke rager politikerne. Sådan lyder det Anders Drejer, der er professor i strategi og ledelse ved Aalborg Universitet.

- Politikerne opfører sig som elefanter i en glasbutik, når de kræver samråd og redegørelser, som de ikke har ret til at kræve, siger han til Radio24syv.

Anders Drejer henviser til, at DONG ikke er et statsligt selskab, men et aktieselskab med flere ejere. Og for et aktieselskab gælder, at man ikke må forfordele enkelte aktionærer. Men det er lige netop, hvad der sker, når det kun er den ene af aktionærerne – i dette tilfælde staten – der får særlige oplysninger om, hvad der er sket i DONG. Eksempelvis var regeringen på forhånd blevet orienteret om den forestående fyring af Anders Eldrup, og Fritz Schur har givet en fortrolig orientering om hændelserne i DONG til Folketingets Finansudvalg.

Med andre ord har Folketinget fået oplysninger, som de øvrige aktionærer i DONG ikke har haft adgang til, og en sådan forfordeling er i mod reglerne, vurderer Anders Drejer.

- For aktieselskaber gælder, at der er en række private ejere og staten. Det er sådan, DONG blev skabt i sin tid. Dengang lovede staten at agere efter en række særlige retningslinjer, der betyder, at DONG’s bestyrelse skal agere som en professionel bestyrelse med armslængdeprincip til politikerne. Og for professionelle bestyrelser gælder, at man ikke forfordeler enkelte aktionærer. Og når staten – altså folketingspolitikerne - forlanger samråd og redegørelser, så agerer man uprofessionelt, fordi man får adgang til oplysninger, som de øvrige aktionærer ikke får. Det er ikke i orden, siger han.

/BNB