Pia Kjærsgaard kalder det for et skråplan, at regeringen vil åbne for tilkøbsydelser i ældreplejen.

Regeringen er ude på et skråplan med tankerne om, at ældre skal have mulighed til at købe sig til bedre ydelser, end kommunerne leverer som standard.

Så skarp er meldingen fra Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, efter at regeringen lufter nye tanker i forhold til ældreplejen.

- Jeg tror, det vil være et skråplan, siger hun.

Det er i forbindelse med et møde i Vækstforum, at regeringen åbner op for, at ældre i fremtiden skal have mulighed for at købe sig til bedre service på private plejehjem, hvis man ikke er tilfreds med den kommunale service.

- Det er problematisk. Det er at dele folk op i A- og B-hold. Man kan være nervøs for, at hvis nogen er utilfredse med den kommunale hjemmehjælp, så må de bare købe sig noget ekstra privat, siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at kommunerne må løfte niveauet i stedet for at give nogle mulighed for at købe sig til en bedre vare.

- Med de problemer, som kommunerne har i forbindelse med hjemmeplejen og i forhold til at det ikke fungerer godt alle steder, så skal man passe på de lette løsninger, siger formanden for Dansk Folkeparti.

/ritzau/