De Radikale går så meget frem i en ny Gallup-måling, at det får flertallet til at tippe til oppositionens fordel.

Oppositionen kan gå på sommerfrie med nyheden om, at de igen har erobret flertallet i en meningsmåling.

I hvert fald hvis man skal tro på Gallup, som måler, at venstrefløjen når op på 88 mandater mod 87 til regeringen og Dansk Folkeparti, skriver Berlingske Tidende i dag.

Størst fremgang i forhold til sidste måneds undersøgelse har De Radikale, som går fra 4,7 til 6,1 procent af stemmerne.

Lige efter at den danske ambassade i Pakistan var blevet ramt af en bombe opfordrede De Radikales leder, Margrethe Vestager, til, at Danmark overvejer sin aktivistiske udenrigspolitik.

- Det viser, at politikere bliver belønnet for at tale klart, siger partiets folketingsgruppes næstformand, Morten Østergaard.

/ritzau/