Regeringen bør give et højere beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere, så det altid kan betale sig at arbejde, mener flere økonomer. De Radikale er begejstrede for ideen.

Enlige forældre bør tilgodeses i den kommende skattereform.

Det mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som nu kommer med deres bud på, hvordan regeringen kan imødegå problemet med, at enlige forsørgere på kontanthjælp ofte har en meget lille økonomisk tilskyndelse til at tage et job. Det skriver Berlingske.

- Med vinterens Carina-debat så vi, hvordan mange enlige forsørgere har en ret lille gevinst ud af at skifte et liv på offentlig forsørgelse ud med et lavtlønsjob. Vi foreslår, at man tredobler bekæftigelsesfradraget til enlige forsørgere for at imødegå det problem, siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Berlingske.

I dag får alle danskere det samme beskæftigelsesfradrag på 4,4 procent af lønnen. Det foreslår Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at man hæver med et procentpoint for alle, for derefter at tredoble fradraget for de enlige forsørgere.

- En generel forhøjelse af beskæftigelsesbidraget er en lidt dyr måde at skaffe ekstra arbejdskraft på, fordi alle lønmodtagere nyder godt af det. Derfor foreslår vi, at man især fokuserer på de enlige forsørgere, som får ydelser som kontanthjælp og boligsikring aftrappet, når de kommer i job. Netop den gruppe reagerer kraftigt på økonomiske incitamenter, siger Jonas Schytz Juul.

En helt ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at en enlig kontanthjælpsmodtager med et barn vil få 2.000 kr. ekstra om måneden ved at tage et lavtlønsjob i stedet for den nuværende gevinst på 1.359 kroner, hvis regeringen tredobler beskæftigelsesfradraget.

En sådan skattelettelse målrettet enlige forældre vil koste lidt under en milliard kroner.

- Det er en relativt billig løsning, som samtidig er socialt afbalanceret. Et eksempel på, at man godt kan lette skatten på arbejde og samtidig have en lige fordelingsprofil. Også uden at man skal finde en finansiering, der retter op på den side af sagen, siger Jonas Schytz Juul.

Også Skattekommissionen pegede i sin rapport fra 2008 på muligheden for et målrettet beskæftigelsesfradrag til enlige. Og professor Michael Svarer fra Instititut for Økonomi på Aarhus Universitet er også tilhænger af ideen.

- I stedet for at plastre et højere beskæftigelsesfradrag ud over alle lønmodtagere, kan man godt overveje at målrette det nogle af de grupper, som man forventer at kunne få ind på arbejdsmarkedet. Et højere beskæftigelsesfradrag ændrer jo ikke ved arbejdsudbuddet blandt de vellønnede danskere, siger Michael Svarer til Berlingske.

Hos de Radikale lytter skatteordfører Nadeem Farooq ikke alene til økonomernes forslag, han er også begejstret for det.

- Jeg er meget optaget af at målrette en stor del af skattelettelserne til de lavestlønnede. Her har vi en gruppe, som ikke har den store gevinst ud af at være i arbejde, og vi har en mindre gruppe, for hvem det slet ikke kan betale sig. Blandt dem er mange enlige forsørgere, siger Nadeem Farooq (R).

Han mener, det er fornuftigt at overveje et højere beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere.

- For os handler det om at få størst muligt arbejdsudbud for færrest muligt penge brugt på skattelettelser. Og samtidig skal vi honorere nogle krav til den sociale profil. Kan det gøres ved at lave noget målrettet for de enlige forsørgere, er det meget positivt, siger Nadeem Farooq.

Hos SF nøjes skatteminister Thor Möger Pedersen med at konstatere, at han er »glad for alle konstruktive indspark til debatten om en skatteomlægning«, men han vil ikke kommentere på enkeltelementer, før regeringen er klar med et samlet udspil til en skattereform.

Det vil oppositionen til gengæld gerne, og hos Dansk Folkeparti ser partiformand Pia Kjærsgaard også positivt på ideen.

- Et ekstra fradrag til enlige forsørgere lyder sympatisk. Det er dem, der ikke har så meget at slå til Søren med i forvejen, og det er godt at forbedre deres gevinst ved at komme i job i stedet for at være på kontanthjælp, siger Pia Kjærsgaard.

En holdning, der ikke deles af de øvrige partier i blå blok.

- Jeg er betænkelig ved ideen. Der er i forvejen en række støttemekanismer i det danske samfund, der gør, at det bedre kan betale sig at være enlig end at blive i familien. Jeg er en fortaler for kernefamilien, og jeg synes ikke, man skal eksperimentere for meget med at gøre det mere fordelagtigt at gå fra hinanden, siger Ole Birk Olesen, skatteordfører for Liberal Alliance.

Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, frygter, at et højere beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere vil øge fristelsen til at begå socialt bedrageri.

- Om man er enlig eller ej er det desværre et af de områder, hvor der snydes rigtig meget, siger Torsten Schack Pedersen.