Under krisen er der behov for mere regulering globalt og i EU, siger fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

- Vi har den største krise siden 1929. Det skyldes ikke protektionisme. Det skyldes manglende vækst, siger fhv. statsminister i dag i en EU-debat ved Dansk Erhvervs årsmøde i Bella Center i København.

Han efterlyser global regulering af det såkaldte derivatmarked på 62.000 milliarder dollar årligt. Derivater er avancerede finansielle instrumenter, hvor man kan handle valuta, råvarer, aktier og obligationer. Der vil som følge af krisen ifølge Nyrup ske en regulering af blandt andet derivater, banker, kapitalfonde og andre forhold, som anses for medansvarlige for den globale økonomiske krise.

I debatten med fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) samt spidskandidaterne Jens Rohde (V) og Dan Jørgensen (S) går skillelinjen mellem mere regulering, som Socialdemokraterne efterlyser, og frygten for protektionisme, som Venstre advarer imod under den økonomiske krise.

- Det er et godt liberalt princip, at beslutningerne skal tages så tæt på borgerne som muligt. Vi skal sætte grænser for politik. Vi skal se, om det kan gøres nationalt, i EU eller internationalt, siger Jens Rohde.

Han advarer imod, at EU blander sig i forhold på arbejdsmarkedet og roser den socialdemokratiske EU-parlamentariker Ole Christensen for at stemme imod i EU-Parlamentet.

Dan Jørgensen afviser, at EU vil regulere mere i lyset af, at Danish Crown flytter slagtninger til Tyskland, hvor polske kolonnearbejdere får 50 kroner i timen.

- Vi skal skabe et arbejdsmarked også i Tyskland, Polen og Litauen, hvor vi hæver arbejdsforholdene, siger han.

/ritzau/