De Konservatives ny leder Søren Pape Poulsen går nu ud for første gang og beklager, at han i sin tid som borgmester i Viborg støttede den lokale fodboldklub Viborg FF på ulovlig vis. Indtil nu har han nøjedes med at tage Statsforvaltningens afgørelse til efterretning. Nu erkender han, at sagen har fået lov til at vokse sig for stor.

- Jeg er rigtig ked af, at vi fik den afgørelse fra Statsforvaltningen (at støtten var ulovlig, red.). Men vi gjorde det i god tro. Vi var dengang helt sikre på, at det var lovligt. Det siger Statsforvaltningen så at den ikke var. Så er det klart, at jeg er rigtig ærgerlig over det. Det skulle vi ikke have gjort, siger Søren Pape Poulsen til BT efter sit partis sommergruppemøde i Nyborg.

Hvorfor ikke bare sige undskyld?


- Jo, men så skal vi bare være enige om, hvad jeg undskylder for. Så skal jeg sige undskyld, fordi jeg troede, at det var lovligt, men det var det ikke, og det er jeg ked af. Og jeg er ked af det, siger Søren Pape Poulsen.

Se også: Søren Pape i dobbeltrolle: Her er den afslørende dokumentation


Han erkender, at den store interesse for sagen er kommet noget bag på ham.

- Den sag havde jeg gerne været foruden. Jeg kan godt forstå, at den fylder meget. Det er fair nok. Personligt synes jeg nok, at den er blevet for stor, siger Søren Pape.