Flere end 100.000 gange om året udsættes danske borgere og virksomheder for tvangsindgreb fra myndighederne. Retssikkerheden er skredet, mener politikere og jurister.
»Hvilken kaffe byder du uventede myndigheder?«.
Sådan kunne gårdejer Rasmus Klingsten Sørensen – med en lille omskrivning af en gammel TV-reklame – sagtens spørge sig selv. Det skriver Berlingske.
Én efter én – og med få ugers mellemrum <saxo:ch value="226 128 147"/> kom bilerne nemlig trillende ind på hans gård, Østerhøjgaard ved Føvling midt i Jylland.
Først Fødevarestyrelsens bil. Så én fra NaturErhvervstyrelsen. Så Arbejdstilsynet. Og til sidst Miljøtilsynet. Fyldt med kontrollanter, som skulle tjekke alt fra dyrevelfærd til sikkerhedssko.
Tvangsindgreb er tilfælde, hvor en myndighed uden for strafferetsplejen og uden forudgående retskendelse kan bevæge sig ind på privat grund på blandt andet tilsyns- eller kontrolbesøg.
Der findes 201 love, der giver myndigheder hjemmel til at foretage tvangsindgreb – næsten en fordobling fra 1996, hvor der fandtes 111. Offentlige myndigheder foretager hvert år over 100.000 tvangsindgreb.
»Hver gang, der kommer en bil ind, som man ikke kender, så tænker man: Nu er der fandeme kontrolbesøg igen. Det er nemlig kun Miljøtilsynet, der varsler deres besøg på forhånd. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan få en varsling, så man kan forberede sig og finde de relevante dokumenter frem,« siger gårdejer Rasmus Klingsten Sørensen, som overtog svineproduktionen i 2006 og bor på gården med konen Annemette samt parrets to børn.
Han føler sig krænket, når myndighederne gang på gang går ind på hans private grund uden varsel.
»De kommer brasende, og hvis man ikke er hjemme, bliver man ringet op og får fortalt, at man har et kvarter til at komme, for ellers går de selv i stalden. Det kan de da ikke, siger jeg så, det er jo mit. Man bliver fuldstændig umyndiggjort, og man føler sig jo som den værste forbryder i verden,« siger han.
Rasmus Klingsten Sørensens er langtfra alene med sin historie.
Flere end 100.000 gange hvert eneste år – eller flere end 275 gange dagligt – foretager offentlige myndigheder nemlig såkaldte tvangsindgreb, hvor de – uden retskendelse <saxo:ch value="226 128 147"/> tiltvinger sig adgang til privat ejendom for at kontrollere alt fra regnskaber til elevatorer hos danske borgere og virksomheder.
Hver gang, et tvangsindgreb foretages, er det i praksis et brud på boligens ukrænkelighed, som beskrives i grundlovens § 72. Og selv om myndighederne som hovedregel skal varsle tvangsindgreb senest 14 dage, før de rykker ud, så sker indgrebene i langt størstedelen af tilfældene uden forudgående varsel. Faktisk varsler danske myndigheder i gennemsnit under ét ud af fem tvangsindgreb.
Det viser en gennemgang foretaget af Berlingske af de seneste syv årlige redegørelser fra Justitsministeriet over forvaltningens brug af tvangsindgreb.
På Christiansborg ryster tallene retsordføreren for Venstre, der selv har opfundet og støttet en lang række af lovene. Karsten Lauritzen (V) erkender, at myndighedernes brug af tvangsindgreb er løbet løbsk, og han er derfor åben for – også hvis partiet får regeringsmagten efter et valg – at trække nogle af beføjelserne tilbage.
»De her tal viser, at staten har en meget aggressiv fremfærd over for borgere og virksomheder, og at der er sket et alvorligt, retssikkerhedsmæssigt skred for den enkelte. Mange af de beføjelser, som myndighederne bruger, har vi jo stemt for bredt i folketingssalen, og det står vi ved i Venstre. Men vi har også et ansvar for at se, hvad der rent faktisk kommer ud af lovene, og der må man bare – når man ser det i det her helikopterperspektiv – erkende, at det er løbet Folketinget fuldstændig af hænde,« siger Karsten Lauritzen, som nu vil tage initiativ til en offentlig høring i Folketingets Retsudvalg om brugen af tvangsindgreb.
Samme erkendelse finder man hos De Konservative, der ligeledes har stemt for en lang række af lovene. Gruppeformand Brian Mikkelsen (K) understreger, at der selvfølgelig er tilfælde, hvor der ikke skal varsles på forhånd – eksempelvis ved fødevarekontroller. Men han »er utroligt overrasket over, hvor meget det har grebet om sig med årene«:
»Jeg står ved nogle af de muligheder, jeg selv har været med til at give myndighederne. Men det skal jo ikke være sådan, at man bare bruger undtagelsen i flæng og gør det til en nem genvej. Indgreb på det her niveau handler om vores frihed, integritet og uafhængighed som mennesker, og myndighederne skal selvfølgelig udvise selvjustits i forhold til at bruge deres beføjelser i stedet for bare at skyde med spredehagl«.
Når tvangsindgreb alligevel finder sted i så stor stil, skyldes det, at Folketinget over en årrække har vedtaget stribevis af love, der indeholder de såkaldt »særegne« undtagelser fra hovedprincippet, som grundloven selv giver mulighed for. Den slags love og bekendtgørelser, hvor myndigheder kan trænge ind på privat grund uden retskendelse, findes der ifølge en opgørelse fra tænketanken CEPOS nu 201 af. Det er næsten en fordobling siden 1996, hvor tallet var 111.
Og undtagelserne spænder vidt.
Der er loven, som giver myndigheder mulighed for uden retskendelse at trænge ind på privat grund for at tjekke, om sommerhuse bruges hele året. Den, som giver myndigheder beføjelse til uden retskendelse at ransage en revisorvirksomhed, hvis blot der er risiko for lovbrud. Og et af de seneste eksempler i rækken er, at skattevæsenet har fået ret til – uden retskendelse <saxo:ch value="226 128 147"/> at gå ind på privat grund for at tjekke, om der udføres sort arbejde på et igangværende byggeri.
Det er hér, varslingspligten kommer ind i billedet.
For at sikre danskerne et andet sæt af rettigheder, når deres grundlovsrettigheder i stigende grad fraviges, vedtog Folketinget nemlig i 2004 retssikkerhedsloven. Den slår i en af sine væsentligste paragraffer fast, at myndigheder – med mindre særlige forhold gør sig gældende, blandt andet at formålet ellers vil forspildes – har pligt til at varsle tvangsindgreb på forhånd, så den enkelte borger og virksomhed kan forberede sig på det. Blandt andet skal myndigheden oplyse om hovedformålet og det retslige grundlag for indgrebet.
Som begrundelse skrev Retssikkerhedskommissionen i deres betænkning fra 2003:
»Disse oplysninger vil efter kommissionens opfattelse i væsentligt omfang kunne imødegå de betænkeligheder om manglende retssikkerhed på området, som der har været givet udtryk for i den offentlige debat«.
Det modsatte sker imidlertid næsten hver gang.
Således har Arbejdstilsynet, som årligt foretager omkring 30.000 tvangsindgreb, i gennemsnit kun varslet på forhånd i 22,1 procent af tilfældene fra 2005 og frem til 2011, som er det seneste år, der findes tal for. For Fødevarestyrelsens flere end 50.000 årlige indgreb har tallet i samme periode været helt nede på 0,75 procent i gennemsnit. Samme tendens ses hos blandt andet NaturErhvervstyrelsen og hos Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Samlet varsler de fire ministerier, hvis praksis i Justitsministeriets årlige redegørelse bruges til at afspejle brugen af varslingspligten, kun i 18,7 procent af tilfældene. Med andre ord foretager danske myndigheder årligt mindst 80.000 uvarslede tvangsindgreb.
Udviklingen får generalsekretær i Advokatsamfundet, Torben Jensen, til at konkludere, at »det hele tilsyneladende er blevet vendt fuldstændig på hovedet, så undtagelsen i retssikkerhedsloven er blevet til hovedreglen, og at hovedreglen er blevet til undtagelsen«.
Advokatsamfundet repræsenterer alle landets advokater og optræder ofte som høringspart til lovforslag, der omhandler borgernes retssikkerhed.
»Det er stærkt bekymrende og meget overraskende, at tallet for uvarslede tvangsindgreb er så højt. Folketinget bør derfor stoppe op og spørge sig selv, om man virkelig kan leve med den her situation, for det er borgernes helt grundlæggende retssikkerhed, det handler om. Og hvis man så ønsker at fortsætte den her praksis, bør man overveje at lave retssikkerhedsloven om, for det nytter jo ikke noget at have en lov med et udgangspunkt, som i praksis fraviges så markant som det her,« siger Torben Jensen.
Samme toner kommer fra Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA), der kalder tallene for »uvirkelige, uoverskuelige og frygtelige«, mens Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), noterer sig, at hovedreglen »er blevet gjort undtagelsen på en meget manipulerende facon«, som han udtrykker det.
»Man må have forståelse for, at der kan være enkelte situationer, hvor man laver tvangsindgreb uden varsel, hvis der er en særlig stærk mistanke. Men det skal jo være undtagelsen og ikke hovedreglen, for ellers skrider fundamentet for lovgivningen jo i den praktiske virkelighed. Det kan vi ikke være tjent med som samfund, og det kan vi ikke sidde overhørigt som Folketing, for det er undergravende for borgernes retsbevidsthed. Derfor må vi simpelthen lave lovene om, medmindre der ændres adfærd,« siger han.
Tilbage på Østerhøjgaard i Midtjylland mærker Rasmus Klingsten Sørensen de praktiske konsekvenser af myndighedernes adfærd. Og det er egentlig ikke fordi, han har noget principielt imod kontrolbesøg.
»Tingene skal jo være i orden,« som han siger.
Men gårdejeren forstår ikke, at myndighederne gang på gang kommer på besøg uden at føre den varslingspligt, som loven ellers foreskriver.
»Vi arbejder jo med levende dyr. Hvad er det, vi skal kunne nå at pakke væk? Det er dét, jeg ikke forstår,« siger Rasmus Klingsten Sørensen.
Og han er ikke ene om frustrationen, fortæller han til Berlingske.
»Det er noget, vi landmænd snakker meget om, og det fylder meget. Forestil dig, hvis der kom én hjem til dig klokken otte om morgenen og bankede dig op og sagde: Nu vil vi gerne lige se, om du smører en ordentlig madpakke til dine børn og vil se, hvad du har i køleskabet. Og hvordan ser dit sengetøj ud, har du redt det? De går jo ind og roder i alting. Det er måden, det bliver gjort på, og det psykiske i det. Det er nedværdigende,« siger Rasmus Klingsten Sørensen:
»Hvis de kommer herud til mig, og de finder noget, der ikke er i orden, så kunne de jo sige: Det her er sgu ikke godt nok, inden for den nærmeste tid kommer vi på et uanmeldt besøg, og det skal du bare vide. Dét, synes jeg, ville være fair nok«.
SFs retsordfører og formand for Folketingets Retsudvalg, Karina Lorentzen (SF), understreger på linje med flere andre, at der er flere tilfælde, hvor uvarslede indgreb er nødvendige, blandt andet fra Fødevarekontrollen. Alligevel erklærer hun sig meget overrasket over antallet af uvarslede tvangsindgreb.
»Det overrasker mig, at tallet er så højt, og umiddelbart lyder det også til at være for højt, når det nu er en undtagelse. Omvendt må jeg også bare ærligt erkende, at jeg simpelthen ikke har det fulde overblik over det, hvilket måske er et problem i sig selv,« siger SF-retsordføreren, som mener, at antallet af love, der giver myndighederne ret til tvangsindgreb, er blevet for stort:
»Hvert lovforslag i sig selv ser måske ikke skrækkeligt ud, men når man lægger dem ovenpå hinanden, så virker det ganske voldsomt. Det er jo mange borgere, der bliver berørt af det her«.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den nytiltrådte justitsminister Karen Hækkerup (S). Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) mener, at der er fornuft bag de mange uvarslede tvangsindgreb.
»Det kan godt være, at man i nogle sammenhænge er gået meget langt – og måske også for langt. Men det er bare ikke en givet ting, at man så skal rulle alting tilbage. Jeg synes sådan set, at det er fornuftigt, at vi har de undtagelser og særlige adgange, for ellers har vi ikke nogen mulighed for at sørge for fødevaresikkerhed eller at sørge for, at de få ikke bedrager de mange – enten ved sort arbejde eller socialt bedrageri,« siger hun.
Indenrigsministeren erkender dog, at tallene giver anledning til nye overvejelser:
»Jeg har en læring af det her fremadrettet om, at man skal tænke sig om mere end én gang, før man siger: ’Okay, kig I bare efter uden varsel, det, vil det store flertal sikkert synes, er i orden’. For den balance, der ligger i grundloven, er jo en balance mellem hensynet til flertallet og hensynet til mindretallet – og mindretalshensynet må veje tungt«.
