Regeringens tilbageholdenhed over for Israel kan føre til interne spændinger hos både S og R. Det kan skade partierne forud for det kommende folketingsvalg, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

I øjeblikket er det stadig muligt for Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (R) at holde låget nede på den boblende gryde med intern utilfredshed over regeringens linje over for Israel.

Men hvis krisen mellem Hamas og Palæstina fortsætter meget længere, vil suppen med interne spændinger og kritik af partitoppen koge over og blive til et politisk problem.

Det vurderer Thomas Larsen, politisk kommentator på Berlingske, efter flere kommunale politikere fra Det Radikale Venstre har opfordret til boykot af Israel på grund af landets fremfærd over for palæstinenserne i Gaza.

»Gazakonflikten raser også i rød blok. Der er ingen tvivl om, at der i baglandet hos både de Radikale og Socialdemokraterne er stigende frustrationer over, at partiledelsen med Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager i spidsen ikke anlægger en mere kritisk linje over for Israel,« siger han.

»Hvis konflikten i Gaza fortsætter med kampe og civile tab, vil vi se stadig flere radikale og socialdemokrater, ganske prominente folk indimellem, protestere offentligt og dermed lægge et større pres på de to. Og så er der ingen tvivl om, at spændingerne vil tage til,« fastslår Thomas Larsen.

Gennem de seneste uger er radikale rådmænd fra både Aarhus og Odense gået i medierne og opfordret til et boykot. Samme melding er fredag kommet fra to radikale kommunalpolitikere i Roskilde og Vejle. Men det er svært for regeringstoppen at imødekomme ønsket hos baglandet og få glattet kritikken ud, forklarer kommentatoren.

»Thorning og Vestager har sammen med udenrigsminister Martin Lidegaard (R) det problem, at de står i spidsen for Danmarks udenrigspolitik. Og derfor er de nødt til at optræde mere reserverede og tilbageholdende. Hvis de ikke havde siddet i regering, havde kritikken af Israel været hårdere og mere markant,« siger Thomas Larsen.

Den knibe, som ledelserne hos de Radikale og Socialdemokraterne befinder sig i, kan udvikle sig til et politisk problem - som falder på et meget uheldigt tidspunkt, hvis de to partier skal føre en smertefri valgkamp og genvinde regeringsmagten.

»Det næste, der kan ske, er, at det kan gå hen og blive et tema på partiernes landmøder her i efteråret. På landsmøderne er det klart, at Thorning og Vestager meget hellere vil prøve at præsentere, hvad det er, deres partier står for indenrigspolitisk og gøre deres partier klar til en enormt vigtig valgkamp, som skal forløbe succesfuldt, hvis de skal have en chance for at bevare regeringsmagten,« siger Thomas Larsen.

»De vil ikke have nogen som helst interesse i, at uroen fortsætter i partierne,« fastslår han og understreger, at meget afhænger af, hvornår kampene aftager i Gazakonflikten.