DF's sag om EU-penge stiller partiet sværere i forhandlingerne om en 2025-plan, vurderer politisk kommentator.

København. - Er I klar til valg?

Sådan sagde Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl fra talerstolen på partiets landsmøde i midten af september. Men i dag er DF-lederen næppe lige så klar på et folketingsvalg.

Den seneste uge har flere medier fortalt, hvordan DF har brugt støttepenge fra EU-Parlamentet via den politiske alliance Meld og fonden Feld til ting som medietræning og middage.

Partiet går tilbage i meningsmålinger, og vil derfor undgå valg. Men det får alligevel ikke partiet til at blive mere medgørlige i forhandlinger, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Det er klart, at Messerschmidt-sagen har svækket DF's forhandlingssituationen. DF har bestemt ikke brug for et folketingsvalg nu.

- På den anden side er det også nu, at de har brug for at vise deres vælgere, at de kan opnå nogle resultater og stå fast i forhandlinger.

- Thulesen Dahl kan ikke lægge sig fladt ned på gulvet og give indrømmelser, fordi han vil undgå et valg. Så vil han få meget store problemer med sine egne vælgere, siger kommentatoren.

Dansk Folkeparti deltager sammen med resten af partierne i blå blok mandag i forhandlinger om udlændingedelen i 2025-planen. Partiet kræver permanent grænsekontrol, selv om de andre blå partier afviser idéen.

Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) holder fast i, at partiets situation er uændret.

- Jeg ved godt, at der har været en dårlig sag for Dansk Folkeparti, og at vi også er gået tilbage i en lang række meningsmålinger. På den måde kan man da godt sige, at det gør det vanskeligere for os.

- Men det ændrer ikke på, at de mandater Dansk Folkeparti havde, før sagen om EU og bilag startede, de mandater har Dansk Folkeparti stadig, siger han.

Fronterne i forhandlingerne om 2025-planen er trukket hårdt op. Liberal Alliance kræver ultimativt en lettelse af topskatten på fem procentpoint hele vejen op - ellers vil partiet vælte regeringen.

Dansk Folkeparti har på den anden side sagt, at de ultimativt ikke vil sige ja til LA's krav. Og Hans Engell har svært ved at se hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti give sig.

- Topskatten er det ømmeste punkt. Der har DF og Socialdemokratiet lagt sig på nøjagtig samme linje. Hvis DF forlader den linje, så vil S bruge det hårdt i mod dem.

- Derfor er den grundlæggende situation omkring et valg ret uændret i forhold til for nogle uger siden, siger Hans Engell.

/ritzau/