'Danskerne er en flok dumme, alkoholiserede racister'. Sådan indleder den svenske avis Expressen i dag sin leder. Og selvom skribenten understreger, at udsagnet - trods alt - er en usandhed, langer avisen hårdt ud efter dansk fremmedhad.

Expressen er på racismemærkerne som optakt til det svenske valg 19. september. Her vækker især opbakningen i den svenske befolkning til partiet Sverigedemokraterna bekymring hos avisen - et parti som avisen sammenligner med Dansk Folkeparti.

Avisen er ikke bleg for at udråbe Dansk Folkeparti til fremmefjendtlige og rabiate, og mener at DF har inficeret den politiske debat i Danmark.

- Den kulturracisme som Dansk Folkeparti har spyttet ud i årtier, har udviklet sig til en epidemi, skriver avisen, som påpeger, at den provokerende beskrivelse af danskerne som alkoholiserede racister egentlig slet ikke er så langt fra virkeligheden, hvad angår den politiske debat.

- Fremmedhad og grove skældsord, som i indledningen på vores tekst, er blevet normale, mener lederskribenten.

Expressen harcelerer desuden over, at danskere ofte har stillet spørgsmålstegn ved den svenske ytringsfrihed.

- De synes ikke, at vi har den rette fremmedfjendtlig tone i den offentlige debat, og de tror, det skyldes, at nogen eller noget censurerer os. Det er som om de tror, at fremmedhad er en naturlig tilstand. Det er det ikke, understreger Expressen.