Dansk Folkeparti vil have en finger med i spillet om Klaus Bondams afløser. - De sidder på DF-stemmer, lyder det.

De Radikale på Københavns Rådhus bliver nu indhentet af den kaotiske nat efter kommunalvalget i november sidste år, hvor Klaus Bondam overraskende sikrede sig en borgmesterpost med støtte fra Venstre og Dansk Folkeparti.

For Dansk Folkeparti kræver nu indflydelse på, hvem de skal være ny beskæftigelses- og integrationsborgmester efter Bondam, der den 1. januar tiltræder et job som institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles.

- De Radikale kan ikke selv afgøre, hvem det bliver. De sidder på Dansk Folkepartis stemmer, og derfor er det den gruppe, der har lavet aftalen med Klaus Bondam, der skal sætte sig sammen og finde en løsning, siger Dansk Folkepartis gruppeformand på rådhuset, Carl Christian Ebbesen.

Meldingen fra De Radikale har ellers været, at partiets gruppe på rådhuset vil sætte sig sammen søndag for at finde ud af, hvem der skal være ny borgmester. Manu Sareen har på forhånd takket nej.

Carl Christian Ebbesen kræver indflydelse, men vil ikke sige, hvad han går efter.

- Det er nødvendigt, at der bliver et møde i valggruppen, siger han.

På valgnatten sidste år kunne Dansk Folkeparti og De Konservative ikke blive enige om, hvem der skulle have den anden borgmesterpost, som de sammen med Venstre havde stemmer til.

Derfor gik DF og Venstre meget overraskede til De Radikale, og gav Bondam borgmesterposten mod at få flere udvalgsposter og indflydelse andre steder.

/ritzau/