Der er absolut ingen opbakning til Venstres nulvækst, fastslår formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.

Hvis Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) står med magten efter valget 18. juni, går Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder med til at lave nulvækst.

Det er budskabet fra partiets formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), i et svar til TV 2s seere.

Her påpeger han, at Venstre også er klar over partiets standpunkt. Derfor bliver det ikke til noget, forsikrer formanden.

»Jeg tror også, det er derfor, man kan se en lille begyndende opblødning i forhold til den her snak om nulvækst. Venstre ved godt, at det selvfølgelig ikke bliver til noget efter valget,« siger han ifølge tv2.dk.

Debatten om nulvækst er blevet et nøglepunkt i valgkampen, fordi regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen har bebudet en stigning i væksten i den offentlige sektor.

Allerede på valgets første dag nedtonede Lars Løkke Rasmussen dog forventningerne til nulvækst, det såkaldte udgiftsstop.

»Det er klart, at det dér udgiftsstop, det er selvfølgelig lettere at gennemføre, hvis vi får 90 mandater til Venstre, og det er så dét, vi arbejder på,« lød det umiddelbart efter onsdagens valgudskrivelse ifølge politiko.dk, da Lars Løkke Rasmussen blev spurgt til, hvordan han vil sikre, at den offentlige sektor ikke vokser yderligere med ham som statsminister.