Mona Juuls havde en helt afgørende opgave, da hun holdt sin første tale i dag som formand for Det Konservative Folkeparti. 

Den løste hun, lyder det fra Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator, som kvitterer med fire ud af seks stjerner. 

»Hun er jo helt ny formand og når hun taler til partiet på landsmødet, så er det vigtigste helt klart, at baglandet er tilfredse med talen. Baglandet har behov for, at der kommer ro og man er sikker på, at Mona Juul kan stå i spidsen for partiet,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Den opgave leverede hun godt på.«

Mona Juul fokuserede især på tre ting i sin tale - forsvaret, familiepolitik og klimaet. 

Der var ikke nogle konkrete nye holdninger fra Mona Juul, men Joachim B. Olsen hæfter sig alligevel ved en lille ændring. 

»Hun tog klimaet med på lige fod med de to andre emner. Politikken var sådan set ikke ny, men betoningen af klimapolitikken var mere fremtrædende end ellers. Når man betoner noget stærkere end tidligere, så er det lidt en ny retning,« siger han. 

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Mona Juul står over for en opgave, der handler om at genrejse Det Konservative Folkeparti og trække partiet op fra meningsmålinger, som stadig roder rundt omkring valgresultatet på 5,5 procent. 

Den opgave kommer til at være vanskelig for den nyudnævnte formand. 

»Mona Juul præsenterer en politik, som de fleste blå partier allerede er med på. Politikken for partierne minder om hinanden,« siger han og fortsætter: 

»Når politikken ikke adskiller sig markant, så kommer de centrale personer i partierne til at betyde mere. Her er Mona Juul stadig ret ukendt. Og hun er også i hård konkurrence med for eksempel Inger Støjberg og især Alex Vanopslagh, der har godt fat i vælgerne.«

Der er en ting, som kan bringe Konservative frem i meningsmålingerne. Desværre så er det ikke noget, som de selv kan levere, mener Joachim B. Olsen. 

»Skal Konservative gå mærkbart frem, så skal de andre begå fejl. Så skal Liberal Alliance eller de andre partier havne i modvind. Og Konservative skal ikke selv lave fejl. Det er en svær opgave.«

Lyt til B.T.s mediemagasin Q & CO med politisk analytiker Henrik Qvortrup.