Hele regeringen er inviteret til statsråd, hvor dronning Margrethe abdicerer og Danmark får en ny konge. 

Og fordi det er en stor dag, så er de indbudte ministre ganske spændte og i visse tilfælde nervøse for om noget kan gå galt. 

Især en ting går igen. 

»Når man skal til statsråd, så må man aldrig komme for sent. Derfor er jeg taget hjemmefra to timer før jeg skal være der,« siger skatteminister Jeppe Bruus som fortsætter:

»Der er meget trafik, så der skal være plads til at jeg må blive sat af et sted og så gå resten af vejen,« siger han. 

Også Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen frygter at komme for sent til statsrådet. 

»Man vil aldrig komme for sent til vigtige begivenheder. Men i dag ville det være katastrofalt,« skriver han til B.T. og fortsætter:

»Jeg havde faktisk et mareridt forleden, hvor jeg drømte at jeg ikke nåede frem på grund af en punktering, så jeg tager ingen chancer,« skriver han. 

Også fødevareminister Jacob Jensen og kulturminister Jakob Engel-Schmidt forklarer, at de er taget afsted i særdeles god tid. 

»Jeg er på gåben og er allerede ved Kongens Nytorv nu,« siger Jakob Engel-Schmidt, som forklarer, at han ikke vil sige han er nervøs, men opmærksom på, at han ikke skal komme for sent i dag af alle dage. 

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek står mere alene med sin bekymring for dagens statsråd blandt sine ministerkollegaer.  

»Ja, jeg er lidt nervøs. Det er jo en historisk dag og der hænger jo malerier rundt på Christiansborg med tidligere statsråd, hvor Danmark har fået en ny regent,« siger han og kommer frem til sin bekymring. 

»Derfor er det en dag, hvor skjorten helst ikke skal være krøllet og hvor slipset helst skal sidde rigtigt. Man har ikke lyst til at blive foreviget, hvis man ser forkert ud,« siger han. 

Sophie Løhde, sundhedsminister, glæder sig ligesom de andre ministre og kommer med en forudisgelse:

»Jeg er helt sikker på, at jeg bliver meget berørt, ligesom jeg blev det under nytårstalen,« skriver hun i en sms til B.T.

Der er statsråd klokken 14:00. 

Kronprins Frederik proklameres som konge fra balkonen på Christiansborg klokken 15:00.