Morten Østergaard vil have en anden udlændingepolitik, hvis han skal støtte en S-ledet regering.

København. Socialdemokraterne skal give "mærkbare indrømmelser" på udlændingepolitikken, hvis partiet ønsker De Radikales mandater som parlamentarisk grundlag efter næste valg.

Det skriver Jyllands-Posten.

Sådan skærper De Radikales leder Morten Østergaard, kursen over for Socialdemokraterne. Han har fået nok af smykkelov, teltlejre, nedsatte ydelser og stop for kvoteflygtninge.

- Hvis man vil danne regering baseret på vores mandater, skal der være en forhandling om, hvordan udlændingepolitikken skal være, siger han og tilføjer:

- Hvis politikken på væsentlige områder skal være den samme, er vi i opposition.

Morten Østergaard vil ikke stille ultimative krav til, hvilke konkrete stramninger der skal rulles tilbage, men generelt skal hele den udlændingepolitiske kurs ændres.

- Der er brug for en anden kurs i udlændingepolitikken. Måden, som vi modtager flygtninge på, skal ikke have det primære sigte at skræmme andre flygtninge fra at komme til Danmark, men formålet må være, at folk hurtigst muligt forsørger sig selv og bidrager til vores samfund, siger han til Jyllands-Posten.

Den radikale leder gør det samtidigt klart, at det ikke kun er på udlændingepolitikken, at han vil kræve indflydelse for at være parlamentarisk grundlag til en S-ledet regering.

- Vi peger på Mette Frederiksen som statsminister i håbet om, at hun vil danne en regering, der fører Danmark i en ny retning.

- Men hvis hun hellere vil søge en kurs, der minder mere om den nuværende regerings, må hun søge opbakning til et regeringsprojekt der. Det er hendes valg, siger han.

Truslerne fra De Radikale får ikke Mette Frederiksen til at love indrømmelser. Tværtimod.

- Jeg er af den overbevisning, at udlændingepolitikken skal funderes hen over den politiske midte. Fordi den skal repræsentere den danske befolkning. Og i al respekt for nogle små partier, så er de ikke særligt repræsentative for, hvor danskerne er på udlændingeområdet, siger Mette Frederiksen til Jyllands-Posten.

/ritzau/