- Håber satme at I bliver slået ihjel en for en. Det står der i e-mail til Enhedslistens gruppeformand. Han sætter det i forbindelse med voldsepisoder i Århus.

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, har nu anmeldt en dødstrussel til politiet. Anmeldelsen kommer, efter at Per Clausen har modtaget en anonym e-mail, som anklager netop Enhedslisten for at støtte politisk vold og som slutter med ordene:

- Håber satme at I bliver slået ihjel en for en, og jeg skal nok selv deltage aktivt.

Truslen kommer, efter at Per Clausen har kaldt justitsminister Brian Mikkelsen (K) i samråd i Folketingets retsudvalg i kølvandet på flere eksempler på politisk vold i Århus.

- Når jeg tager denne sag alvorligt, er det, fordi de højreekstreme kræfter i Århus har vist, at de ikke bare truer med vold, de bruger vold. Derfor har jeg meldt den til politiet. Sagen er endnu en understregning af, at vi skal have stoppet voldsspiralen i Århus, siger gruppeformanden, som selv er valgt i Århus.

I sidste weekend blev en højreorienteret blogger fra Uriasposten overfaldet kort inden en anti-White Pride demonstration i Århus, og senere på aftenen blev to fra byens venstreorienterede miljø overfaldet.

/ritzau/