Succestræneren Paulus Wildeboer er tabt for dansk svømning - klorsportens stormagt Australien henter den kontroversielle træner

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En af bagmændene bag verdensmesterskaberne til Lotte Friis og Jeanette Ottesen, forhenværende landstræner og nuværende elitecentertræner Paulus Wildeboer, er tabt for dansk svømning.

Det oplyser Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse.

Paulus Wildeboer skal i stedet stå på bassinkanten i Australien.

- Dansk Svømmeunion modtog torsdag, den 15. november, NTC-cheftræner Paulus Wildeboers opsigelse. Paulus Wildeboer har takket ja til et tilbud fra Australien, hvor han fra foråret 2013 vil varetage trænergerningen i Swimming Queensland og Australian Swimming frem til ultimo 2016, står der i pressemeddelelsen.

- Paulus har været en enorm kapacitet i dansk elitesvømning i de fire år, han har været ansat i Dansk Svømmeunion. Han har været med til at åbne vores øjne for hvad, der kræves, for at være med i international topelite og har forfulgt vores elitære målsætninger hele vejen igennem. Resultatmæssigt har de sidste fire år været de absolut bedste i nyere tid. Dette kan vi i høj grad takke Paulus Wildeboer for, udtaler direktør Pia Holmen.

Dermed står Dansk Svømmeunion uden både lands- og elitecentertræner fra årsskiftet. Stillingen som landstræner, der efter OL i London blev delt op i en center-træner og en decideret landstræner, står stadig ledig.

- Det er klart, at der skal arbejdes på højtryk for at få rekrutteret til de to ledige stillinger. Det arbejde er vi i fuld gang med. Samtidig skal vi også sørge for at få fundet frem til de helt rigtige kompetencer, lyder det fra Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen.

Den kontante hollænder, der begyndte sit arbejde i Danmark kort efter OL i 2008, har flere gange raget uklar med græsrødderne i dansk elitesvømning.

Blandt andet har Dansk Svømmetræner Sammenslutning sendt et åbent brev til Dansk Svømmeunion med kritik af NTC-trænerens retorik.