Ingen atletikudøvere kommer til at stille op under det russiske flag ved OL i Brasilien i august.

68 russiske atletikudøvere har ikke haft held med deres appel til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som har vurderet, at atletikudøverne må blive hjemme fra OL i Rio de Janeiro i august.

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har valgt at udelukke russiske atletikudøvere på grund af mistanke om statsstøttet og statskontrolleret doping. Nu har CAS givet medhold i, at det er den rigtige beslutning.

Allerede 26. november sidste år udelukkede IAAF de russiske atletikudøvere.

Den russiske 800-meter-løber Yuliya Stepanova, der var whistleblower og medvirkede til afsløringerne, har fået lov til at stille op ved OL under neutralt flag.

Om alle de øvrige russiske atleter skal have lov til at stille op ved OL skal Den Internationale Olympiske Komité nu afgøre, men der har tidligere været forlydninger om, at de ville læne sig op af CAS's beslutning, selvom det ikke er dem påtvunget.

Det betyder, at der er en chance for, at Rusland slet ikke vil være til stede ved OL i Rio.