Hvert år er usikker sex årsag eller medvirkende årsag til 10.000 indlæggelser. Cirka 300 danskere dør hvert år p.g.a. usikker sex. Kvinderne er hårdest ramt.

Man kan dø af at dyrke usikker sex. En opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der hvert år dør cirka 300 danskere af en sygdom, som er relateret til usikker sex.

Det svarer til, at en halv procent af alle dødsfald skyldes usikker sex. Konsekvenserne af usikker sex rammer kvinder langt hårdere end mænd.

I gennemsnit dør der mere end tre gange så mange kvinder som mænd af usikker sex. Blandt mænd skyldes dødsfaldene næsten udelukkende hiv/aids, mens næsten alle dødsfald blandt kvinder er forårsaget af livmorhalskræft.

De mænd, der dør af hiv/aids, dør tidligere end de kvinder, der dør af livmoderkræft.

Usikker sex medfører desuden et stort antal indlæggelser og ambulante hospitalsbesøg - cirka 60.000 i alt - som langt overvejende skyldes abort.

Hvert år får cirka 50 personer tildelt førtidspension på grund af helbredsproblemer, der er opstået som en følge af usikker sex.

/ritzau/