TDC vil fra midnat give kunderne gratis adgang til millioner af musiknumre. Det er godt for pladeselskaber, kunstnere og kan måske gøre noget ved piraterne.

Hent dit yndlingsnummer fra nettet direkte og lyt på mobilen eller computeren. Fra tirsdag kan næsten alle TDC's kunder hente musik ganske gratis. TDC har skrevet under på en millionaftale med musikere og pladeselskaber, så de fleste abonnenter får adgang til millioner af numre.

Prisen for den ny tjeneste, Play, er hemmelig, men Jesper Bay fra pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, er sikker på, at der er penge i det.

- Vi skal stadig se, hvor meget tjenesterne nu bliver brugt, men der kommer i hvert fald penge i kassen. Hvis noget af piratforbruget samtidig forsvinder, så er vi endnu mere glade, siger han.

/ritzau/