Rederiet Scandlines Danmark og det norske rederi Easy line fik i dag uanmeldt besøg af Konkurrencestyrelsen p.g.a. "en mistanke om, at Scandlines Danmark A/S deltager i aftaler, der begrænser konkurrencen på markedet for færgefart i danske farvande og til og fra Danmark", oplyser Scandlines informationschef, Gert Jacobsen.

Scandlines, der er et dansk-tysk rederi og det største færgerederi i den sydlige del af Østersøen, driver i alt 20 færgeruter mellem danske havne, mellem Danmark og Sverige, Danmark og Tyskland, Tyskland og Sverige og til Baltikum. Scandlines ønsker ikke at kommentere det uanmeldte kontrolbesøg, men Easy Line bekræfter, at selskabet har udleveret dokumenter, der har forbindelse med de færgeruter, som Easy Line har måttet lukke i kampen mod Scandlines.

/ritzau/