Selv kalder han sig pornokongen. Vennerne kalder ham provokatør. Fjenderne en plattenslager. Én ting er helt sikkert: Han er omstridt. Navnet er Michael Zile, 41-årig fynbo, der de sidste 17 år har tjent tusindvis af kroner som den store mand i den danske pornobranche. Og det er han stolt af.

  • Michael Zile skriver bl.a. om:...politikerens bizarre sexlege

    Så stolt, at han nu i samarbejde med forfatteren og journalisten Erik Haaest har skrevet bogen »Sex er mit liv«. På bogens 154 sider er det mest provokatøren Zile, der slår til. Men en provokatør, der også har en holdning til den tabubelagte branche, som er blevet hans liv.

    Og han lægger ikke skjul på, at han er træt af den dobbeltmoral, der efter hans mening præger det danske samfund, når det handler om sex eller porno.

    »Om det er mit tidligere forsikringsselskab Codan, der smed mig ud som kunde, med den begrundelse, at det ikke var en branche, de ønskede relationer til. Eller det var min daværende bank, der sagde det samme, da de ikke ville låne mig penge.

    Eller når politikere svinger sig op til at sige store, flotte ord om pornobranchen, uden at de overhovedet kender noget til den. Nå ja, bortset fra nogle af de både mandlige og kvindelige politikere, som også frekventerer bordeller eller får besøg af escortpiger, så de kan få afløb for alskens bizarre former for lagengymnastik. Så er det desværre typisk dansk dobbeltmoral,« skriver Michael Zile i bogen, der udkommer på tirsdag.

    Men B.T. har læst bogen, inden den bliver præsenteret ved et stort arrangement på Museum Erotica i København med deltagelse af strippere, pornomodeller og en anden af sexbranchens provokatører, terapeuten og forfatteren Carl-Mar Møller.

    Og lad det være skrevet med det samme. Der er ikke tale om et større litterært værk. Og det er heller ikke en bog, som du kan læse højt af for børnene, inden de skal sove.

    Bogen fortæller i et bramfrit sprog om Michael Ziles oplevelser i den mere frække del af erhvervslivet, fra han begyndte som dørmand i en natklub, over en periode som indehaver af en babytøjsbutik(!), vognmandsforretning, timesharesælger på Tenerife, og til han begyndte som pornofotograf, og frem til i dag, hvor han er manden bag hundredevis af pornofilm.

    Oplevelser i pornobranchen fylder selvfølgelig en del af den letlæste bog. F.eks. om dengang han fik besøg af en fyr, der havde sendt Michael Zile en privatoptaget amatørpornofilm med fyren selv i en på mere end én måde stående hovedrolle.

    »Af bare venlighed roste jeg ham. Men det skulle jeg aldrig have gjort. Dagen efter kom manden og havde sagt sin stilling op som taxichauffør. Nu ville han være pornostjerne. Jeg måtte være ligefrem og meddele ham, at det kunne han nok ikke blive. Han havde slet ikke dét, der skulle til for at blive pornomodel. Så han måtte tilbage bag rattet i taxien,« fortæller Michael Zile.

    Nøjagtig på samme måde gik det for 38-årige Sanne, der på daværende tidspunkt boede sammen med Danmarks stærke mand Georg Olesen, der anså sin kæreste for en skønhed.

    »Men det var Sanne sandt for dyden ikke. Et arret ansigt, nedslidt og træt at se på. Ganske vist jydegæv og stærk, men uden realitetssans med hensyn til sit eget værd. Skønt Sanne som sagt ikke var køn, og også temmelig uligevægtig, så havde hun dog udstråling.

    Men et såre kompliceret væsen. Jeg sagde ja til at lade hende deltage i en lesbisk film, hvor Porno-Lasse som et muntert indslag skulle være med som julemand. Det tændte hende fuldstændigt af, og hun skabte sig i en grad, så jeg måtte meddele hende, at hun var for »smuk« til at være med i mine film,« fortæller han.

    Netop Porno-Lasse kalder Michael Zile en af de mest professionelle folk i branchen. Han kunne bogstaveligt talt få rejsning på befaling. Men noget tyder på, at han er på vej ud. Eller har skiftet kvinderne på lagnerne ud med mænd. Han er nemlig begyndt at lave bøssefilm i Sverige. »Men jeg ser ham gerne tilbage i studierne. Hvis han stadigvæk er den gamle Porno-Lasse,« siger Michael Zile.

    Blandt de mange kvindelige pornomodeller, Michael Zile har haft i linsen i pornobranchen, står pornomodellen med dukkenavnet Barbie som en af de bedste.

    »Hun var professionel og ligetil. Men også Katja Kean var en smuk og dygtig repræsentant for dansk porno. Begge piger er beviset på, at fordi man er blondine og pornomodel, er det ikke synonymt med, at man er dum. Begge er som bekendt stoppet i branchen.

    Men deres afløsere er klar. Især tror jeg på, at guldfuglen, libanesisk-fødte Maya, bliver en af de piger, vi kommer til at se meget til i de kommende år,« lyder spådommen fra Michael Zile.

    At kritikere ofte beskylder pornoproducenterne for at udnytte modellerne på det groveste, og at det er kvinder og mænd, der søger opmærksomhed ved at lægge sig med spredte ben foran et snurrende kamera, afviser Michael Zile ikke overraskende.

    »Selvfølgelig er der modeller, der får ar på sjælen. Og der er mange der har mødt modstand og besværligheder i deres liv, og som ser pornobranchen som det sted, hvor de kan få opmærksomhed og bekræftet deres selvværd. For nogle vil det være tilfældet. For andre ikke.

    Men jeg har gennem årene set mange piger gå fra en filmoptagelse med højt løftet pande og fremskudte bryster. Fra at være en grå og trist lille undskyld-at-jeg-eksisterer-pige kan hun pludselig vise sig at være en personlighed,« siger han.

    »Jeg forsøger ikke at dække over sårede sjæle eller dårlige eksempler. Men de kendetegner ikke mine mange år i branchen. Når vi arbejder med sex og nøgenhed, kan man nu en gang ikke producere på et overforbrug af folk med ar på sjælen. Derfor skal vi passe godt på de modeller, vi har, i den danske pornobranche,« fastslår Michael Zile.

    Han overvejer at føje et nyt P til sine titler. Det sker, hvis han gør alvor af sine planer om at blive politiker. »Om det er til byrådet i min hjemby Odense for at tage kampen op med borgmester Anker Boye, eller jeg skal sigte direkte mod Christiansborg, har jeg ikke taget stilling til.

    Men jeg vil gerne være med til at bestemme og få ændret nogle af de gammeldags love, der stadigvæk styrer Danmark anno 2003. Jeg forstår stadigvæk ikke, at det er forbudt at vise livesex på en sexmesse, hvor børn ikke har adgang, og hvor folk har betalt penge for at komme ind. Det er helt ude i skoven. Og det har jeg også fortalt til fru justitsmor Lene Espersen,« siger Zile.

    Michael Ziles bog, »Sex er mit liv«, udkommer på tirsdag på Flora Danica Forlag, 158 sider ill., 198 kr.