Opkøbsrygterne om rederiet Torm aflivet: Storaktionæren Beltest har ikke i de seneste to uger modtaget noget tilbud om køb af Torm-aktier.

De seneste ugers rygter om opkøb af rederiet Torm synes at være aflivet. I en meddelelse til Fondsbørsen oplyses det, at der ikke har været konkrete og uopfordrede købstilbud til storaktionæren Beltest på selskabets aktiepost i Torm.

Torms bestyrelse oplyser, at den vil revurdere rederiets strategiske retning og sætte endnu større fokus på at skabe værdi for alle aktionærer og interessenter.

Aktierne i rederiet Torm faldt efter meddelsen. Aktierne kostede før meddelsen 370 kroner, men efter et par minutter faldt aktien til 348 efter at have været nede i kurs 336.

Rederiet vil inden årets udgang offentliggøre den justerede strategi.

/ritzau/