EU-Kommissionen har godkendt, at A.P. Møller-Mærsk køber det svenske rederi Broström.

A.P. Møller - Mærsk A/S har opnået godkendelse fra de europæiske konkurrencemyndigheder til gennemførelse af opkøbet af Broström AB. Gennemførelse af opkøbet kræver ikke yderligere tilladelser og alle betingelser i købstilbuddet er hermed opfyldt. Købstilbuddet som er fremsat gennem A.P. Møller - Mærsk A/S' svenske datterselskab Maersk Product Tankers AB for alle A- og B-aktier i Broström AB er hermed endeligt, oplyser Mærsk.

- Vi er glade for, at vi har opnået de nødvendige godkendelser og ser frem til at begynde integrationsprocessen, som vil skabe verdens førende tankskibsrederi, siger Kristian Mørch, Senior Vice President i Maersk Tankers.

- Sammenlægningen af de to selskaber gør os i stand til at tilbyde en forbedret service på verdensplan via en stor, moderne og homogen flåde, som lever op til de højeste sikkerhedsstandarder, siger han.

Den endelige andel af stemmer og aktiekapital i Broström AB som A.P. Møller - Mærsk A/S kontrollere efter gennemførelsen af købstilbuddet forventes offentliggjort den 19. januar 2009, så snart antallet af accepter er endeligt optalt. Acceptperioden udløber den 16. januar 2009.



/ritzau/