LO må sympatikonflikte i forbindelse med blokaden af Nørrebro Bryghus. Det er Arbejdsretten kommet frem til.

Det var i orden, at LO satte sympatikonflikter i gang i forbindelse med blokaden mod Nørrebro Bryghus.

Arbejdsretten konkluderede onsdag, at sympatikonflikterne var lovlige og endte altså med en afgørelse, der gik mod Nørrebro Bryghus.

Finn Sørensen, næstformand i 3F Industri og Service, København, var ikke overrasket over, at arbejdsretten kom frem til den afgørelse. Og han mente, at præmisserne var overraskende klare.

- Dommen siger klart, at 3F har en stærk, legitim og fundamental interesse i at forsvare de overenskomster, som vi har i forvejen. For os handler det om at forsvare de løn og arbejdsvilkår, der er i restaurationsbranchen. Det er derfor vi har lagt så meget energi i at få en overenskomst med Nørrebro Bryghus, siger han.

Konflikten startede, fordi medarbejderne på Nørrebro Bryghus stod uden for overenskomst - indtil bryghuset indgik overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. 3F satte sympatikonflikter i gang mod blandt andet Bryghusets bryggeri i Hedehusene, som ramte distributionen af øl.

/ritzau/