Masser af kendte danskere bliver dagligt lagt for had på Internettet af anonyme personer, der med stærkt ærekrænkende vendinger sviner de kendte til.

I stedet for at lufte deres irritation over for venner og familie, beslutter flere og flere sig for at bruge uanede mængder af energi og tid på at komponere fantasifulde hjemmesider, der kun har ét formål: At svine den kendte til over for alle, der gider kigge ind på siden.

Seneste eksempel er de hadefulde angreb på deltagerne i TV-serierne Baren og BigBrother. Men også kendte personer som Claus Elgaard, Claus Borre, Jørgen de Mylius og Bjarne Riis er ofre for den grovkornede tilsvining på nettet.

Der er lavet hjemmesider om de fire, som kun har til formål at svine dem til.

Andre kendte nøjes med at være opført på hadesider, hvor folk kan skrive ind og svine kendte til.

Således kan man på en hjemmeside læse følgende oplysninger om Bjarne Riis:

»Han smitter uskyldige med »Den gule syge«, han lugter af sure underbukser, en af hans forfædre fra 1100-tallet var perker, han scorer alle pigerne fra børnehaven, han er ufatteligt dårlig til Ludo, han skyller aldrig ud, efter at han har lavet stort, han skal altid se Bananer i Pyjamas, han går kold af at snuse til en ølkapsel, han siger underlige ting. For eksempel: »Har du en tændstik? Så synes jeg vi skal æde ymer!« og han er grim!«

Resten af den omfattende, men langtfra stilfulde side, er én lang tilsvining af den danske cykelrytter, der beskyldes for stort set alle de forfærdeligheder, mennesket kan udtænke.

Og den menneskelige hjerne kan fostre de vildeste slibrigheder. Det viser flere hadesider, hvor man kan rette sit had mod dem, man lyster. Det går ud over flere kendte danskere.

Således får Ole Ernst én på hattepulden for sin medvirken i TV-reklamer:

»Der er fandme ingen, der gider købe dit rådne kosttilskud, så gå hjem og gem dig i dine grimme store vamle øjenbryn,« hedder det på en hadeside.

Også Peter Tanev lægges for had og opfordres ligefrem til at begå selvmord.

»Så tag dog alle dine med-TV2-vejrværter i hånden, gå op på en pylon og tag springet - vi kan ikke klare det!« opfordrer en anonym, men rasende dansker.

Her får TV-værten Claus Elgaard også at vide, hvad en seer mener om ham. De stærke synspunkter til trods, tør seeren ikke stå frem med sit navn.

»Manden er en ubeskrivelig stor HAT: Lalleglad, enfoldig dum, træls, ukløgtig, dum, gumpetung, svagttænkende, irriterende uintelligent, dum, snothamrende idiotisk, pisse stupid. Kort sagt i stand til at ødelægge en hel TV-aften blot ved at vise sit grimme fjæs en gang i to sekunder - ja alt hvad man kan tænke sig af denne alle hattes facitliste,« lyder det ubegavede indlæg.

Sportens verden går heller ikke ram forbi med Anja Andersen, der får følgende skudsmål af en frustreret dansker, der stik mod al fornuft er blevet udstyret med internet-adgang.

»Anja er en møgkælling med et ufatteligt stort personlighedsproblem. Hun kan med sin enormt irriterende stemme forpeste ethvert lydbillede. Vi forstår fandme godt, hvorfor Camilla Andersen ikke gad være kærester med den klamme skude længere,« hedder det i indlægget.

Et andet hadeobjekt er gruppen Aqua, der får følgende opfordring:

»Aqua skal dø, deres indvolde skal flås ud, og så skal de brændes,« lyder den noget anderledes musikanmeldelse.

Den politiske verden bliver også lagt for had, men primært Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

»Pia lugter af pøller, hun er for racistisk, og hun skulle brændes på bålet som den skide landsforræder hun er!« skriver én, der åbenbart er optaget af den politiske debat, men endnu ikke har lært sproget.

Hadet florerer på nettet.