Auriga-koncernen forventer i 2008 vækst i omsætningen på godt 15 procent til fem milliarder kroner og et positivt resultat før skat på 210-260 millioner kroner.

Auriga-koncernen omsatte i 2007 for 4.368 millioner kroner - en stigning på godt otte procent i forhold til året før og i tråd med forventningerne ved årets start.

Auriga er moderselskab til den kemiske virksomhed Cheminova A/S med hovedområde inden for plantebeskyttelsesmidler. Cheminovas resultat før skat i 2007 blev bedre end forventet efter tredje kvartal. De frasolgte aktiviteter, Hardi og Skamol, påvirkede resultatet før skat negativt med et samlet minus på 96 millioner kroner.

Resultatet på den primære drift af de fortsættende aktiviteter blev 145 millioner kroner.

De negative bidrag fra de frasolgte aktiviteter i Hardi og Skamol betyder, at koncernens resultat før skat blev et underskud på 13 millioner kroner mod et underskud i 2006 på 92 millioner kroner.

Auriga-koncernen forventer i 2008 vækst i omsætningen på godt 15 procent til godt fem milliarder kroner og et positivt resultat før skat på 210-260 millioner kroner.

/ritzau/