Syv domæner, der til forveksling ligner danskebank.dk, er blevet registreret inden for det sidste halve år. Sikkerhedseksperter advarer om angreb på banken.

Danske Bank er populær på nettet. Så populær, at der inden for det seneste halve år er blevet registreret syv forskellige navne, der til forveksling ligner danskebank.dk hos DK Hostmaster. Og personerne, der har registreret sig, har opgivet adresser i England, Vietnam og New Zealand, skriver Computer World.

Preben Andersen fra sikkerhedsorganisationen DK CERT mener, at det bør tænde de røde alarmklokker hos Danske Bank.

- Det ligner forberedelsen til kriminalitet, hvor man smider falske hjemmesider på adresserne og snyder adgangskoder ud af kunderne, siger Preben Andersen.

Danske Banks koncern-sikkerhedschef Poul Otto Schousboe siger, at banken løbende er opmærksom på denne slags ting, og at den juridiske afdeling træder til, når den bliver gjort opmærksom på nye problemer.

/ritzau/