Dansk Tipstjeneste kan ikke længere opretholde sit monopol på spil. Det mener flere politikere efter en afgørelse i EF-domstolen i Luxembourg.

Men hverken i Dansk Tipstjeneste eller i Skatteministeriet rystes der på hånden. Der er intet nyt under solen, og det er stadig Danmark selv, der afgør sin politik på spilleområdet, hedder det.

Ifølge dommen kan et EU-land ikke forbyde udenlandske bookmakere, hvis medlemslandet via markedsføring selv opmuntrer folk til at deltage i lotterier, hasard- eller andre spil med det formål at skaffe indtægter til statskassen, fastslår EF-domstolen.

Og det er lige netop, hvad Dansk Tipstjeneste gør, mener advokat Jon Iversen fra Bech-Bruun Dragsteds kontor i Bruxelles. Han kalder den danske spillelovgivning for dobbeltmoralsk og opfordrer Folketinget til at revidere loven, så udenlandske bookmakere frit kan slå sig ned i Danmark.

/ritzau/