Kurator advarer erhvervslejere i Brydes tidligere ejendomme mod at indbetale husleje gennem Brydes administrationsselskab, der stadig udsender girokort.

Den konkursramte revisor Steen Bryde fortsætter med at sende girokort ud til de erhvervslejere, som driver forretning fra en af de ejendomme, som Steen Bryde og hans forretningspartner Brian Søholt Petersen tidligere kontrollerede, men som nu er en del af konkursboet i Bristen Gruppen.

Dokumenter, som dagbladet Børsen er i besiddelse af, viser, at lejere i flere af Steen Brydes ejendomme i midten af december har modtaget huslejeopkrævninger, og at beløbsmodtageren på girokortet er anført som c/o Ejendomsselskabet Vitus A/S med samme adresse i Brøndby, som det nu konkursramte Bristen Gruppen.

Kurator på boet efter Bristen Gruppen, Michael Seering hos Bech-Bruun Advokater, har ikke ønsket at kommentere oplysningerne i denne artikel, men han skrev ifølge avisen allerede i november til en ukendt del af lejerne og bad dem om ikke længere at indbetale deres husleje til Ejendomsselskabet Vitus, som tidligere administrerede opgaven.

/ritzau/