Bodil-nomineringer med "Den eneste ene" som topscorer

"Den eneste ene," sidste års mest sete film i de danske biografer, dogmefilmen "Mifunes sidste sang" og instruktøren Lotte Svendsens spillefilmdebut "Bornholms stemme" blev topscorerne, da Filmmedarbejderforeningen i København i dag foretog nomineringerne til Bodil-priserne for 1999.

Inden for de fem kategorier, som omfatter danske film, opnåede "Den eneste ene" i alt seks nomineringer, mens de to andre hver tegner sig for fire.

Til gengæld vendte den københavnske filmpresse tommelfingeren nedad for tre andre af årets store danske succeser, "Kærlighed ved første hik," "Klinkevals" og "I Kina spiser de hunde." Ingen af disse film figurerer på listen over nomineringer.

Priserne for 1999 overrækkes ved en fest i Imperial Bio i København den 12. marts.

/ritzau/