Arbejdsnedlæggelser blandt teknikerne i TDC bredte sig tirsdag til yderligere en række jyske byer. TDC-chef venter dog snart at se de ansatte på arbejde igen.

Arbejdsnedlæggelser blandt teknikere i telekoncernen TDC bredte sig tirsdag efter at være startet mandag. I yderligere en række jyske byer valgte teknikerne at nedlægge arbejdet. Dermed nåede arbejdsnedlæggelsen op på at omfatte omkring 500 TDC-ansatte.

For kunderne betyder det, at man ikke kan få rettet fejl på telefonen eller installeret nye forbindelser.

Ifølge Dansk Metals afdeling 8 ramte arbejdsnedlæggelserne tirsdag Århus, Herning, Himmerland, Esbjerg, Horsens, Djursland, Holstebro og Vejle. Allerede mandag var Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Viborg og Skive blevet ramt.

TDC-direktør Carsten Dilling, der leder TDCs fastnetselskab, har svært ved at forstå arbejdsnedlæggelserne.

- Jeg er helt sikker på, at medarbejderne går i arbejde igen. Det må jeg forvente, siger Carsten Dilling, der melder om en fortsat konstruktiv dialog mellem TDCs ledelse og de ansattes organisation Dansk Metal.

/ritzau/