KØB PLUS!
(3/6)

Anmeldelse: Der er godt sug i Zangenberg

Trods en lidt haltende indledning har tv-serien ’Heartless’ masser af potentiale

Det er så forfriskende, at det næsten føles nyt: En dansk tv-serie uden støttestrømper. Ikke befolket af midaldrende kvinder med krævende karrierer, men af vital ungdom. Og rettet, ikke mod kakkelbords-segmentet, men mod den selvsamme ungdom, som det ellers er svært at få til at se noget så gammeldags som fjernsyn.

Recepten er en serie efter amerikansk opskrift med et dansk look. En historie om smukke, unge mennesker fanget i deres drifters vold som i ’Vampire Diaries’ eller ’Twilight’, men indsat i en ramme af dyster nordic noir som i ’Forbrydelsen’ og ’Kvinden i buret’.

Og det mærkes fra første blågrå nattescene, hvor Sebastian (Sebastian Jessen) ligger rystende i sin gamle Opel ved siden af sin søster Sofie. De er tvillinger og vampyrer. Ikke af den blodsugende slags, for Sebastian og Sofie bider ikke deres ofre. De suger livskraft ud af dem i heftige kys.

Rå og ung kant

Men Sebastian pines af deres natur. Han har svært ved at kontrollere sin last, med fare for at slå ofrene ihjel, og det er da også ham, der i jagten på svar og forbedring lokker Sofie med til den gustne kostskole Ottmansgaard, hvor mosekonen brygger knæhøjt og tråde trækkes til det djævelske år 1666.

Instruktør Natasha Arthy rammer fint den fortættede, mørke stemning. Serien er lækkert filmet og lyssat og får yderligere rå og ung kant af sin dominerende underlægningsmusik. Men især ser Sebastian Jessen og Julie Zangenberg godt ud. De er hotte, seværdige og perfekt castet. Jessen er så skamfuldt lidende under sin forbandelse, at enhver teenagepige får lyst til at tage ham op som en hundehvalp og ae ham på de lange krøller. Og Zangenberg er farlig og uforudsigelig. Beruset af sine hemmelige evner og så erotisk dampende, at ikke et drengelagen vil forblive tørt.

Den del af ’Heartless’ fungerer rigtig godt og viser, at serien - der allerede er solgt til mere end 100 lande - har masser af potentiale. At premiereafsnittet så haltede en del andre steder, kan man håbe er børnesygdomme.

Dialogen mellem Sofie og Sebastian var klodset med replikker som ’han var mad, og du var sulten’, eller ’Vi bliver nødt til at finde ud af, hvem vi er, og hvorfor vi er sådan her’. Det lød som et skolestykke.

Karaktertegningen var mildt sagt mangelfuld - hvad tvillingerne laver, når de ikke suger livskraft ud af forbipasserende, fik vi aldrig at vide. Og at de som 20-årige indskriver sig på en kostskole på baggrund af en avisartikel fra deres mor, er en slutningsrække, historien skøjtede let henover.

Vil ilden fænge?

Til gengæld fik vi en fornemmelse af deres ulykke. De kan ikke elske nogen uden at risikere at slå dem ihjel. Det er alle moderne vampyrers erotiske forbandelse, og den slags er næppe nemt at tøjle, når man havner på en kostskole, hvor hormonerne sidder udenpå uniformerne. ’Alt du elsker skal brænde’, som der står på seriens plakater.

Nu må vi så se, om ilden fænger. Om ’Heartless’ har spænding, sex og uhygge nok at smide på bålet, og om Jessen og Zangenberg virkelig kan suge det unge publikum til sig.

Heartless. Instr.: Natasha Arthy. Med: Sebastian Jessen, Julie Zangenberg, Nicolai Kopernikus, Gustav Giese. Kanal 5. Mandag 21.00

Læs også:

Din kommentar

Kommentarer

Super

Skrevet af Anonym, Mandag den 28. april 2014, 22:16

Skal se den næste mandag. Den er mystisk og spændende, godt skuespil.